Billedkunstnere ernærer sig traditionelt som selvstændige enkeltmandsvirksomheder ved fx at sælge deres kunstværker, søge fonde om støtte til produktion af værker eller ved midlertidige ansættelser på projekter af større karakter, fx udsmykningsarbejder. Billedkunsten har imidlertid de sidste mange år i stigende grad vendt sig mod et bredere kunstbegreb, hvor man ikke kun sælger fysiske værker, men også kunstneriske processer og ydelser. Denne udvikling gør, at billedkunsten i dag kan tilbyde sin særlige kreativitet, praksis og tænkning til nye typer samarbejder mellem kunst, erhvervsliv, institutioner og kommuner. (Kilde: ”Talentets By – Liv i Kunsten – liv i Aarhus. Rapport fra Billedkunstnerisk Tænketank 2015”, s. 16)
Mange kunstnere arbejder med fortolkninger og analyser af samfundet, og stiller gennem dette arbejde spørgsmål ved de strukturer og tematikker der omhandler det at være menneske. Det er med baggrund heri, at mange kunstnere også rækker ud mod andre fagområder og resten af samfundet.
Virksomheder bevæger sig i dag i et hastigt tempo for at følge med på markederne, være konkurrencedygtige, skabe vækst, udvikling og skille sig ud fra konkurrenterne. Flere virksomheder er konstant under pres på produktionsomkostninger og fra et internationalt marked, der hele tiden ekspanderer. Det bliver sværere og sværere for virksomheder at skille sig ud og at kunne konkurrere på produktion og viden. Derfor er der fra flere virksomheder en stigende interesse for at samarbejde med fx kunstnere, som kan hjælpe virksomheden til at skille sig ud på områder, hvor andre tiltag ikke rækker. Der er en lyst til at eksperimentere og satse på det uforudsigelige, med chancen for at blive unik som virksomhed på sit marked.
Målet for AaBKC er at styrke kunstneres bevidsthed om, hvordan deres kunstfaglighed kan bruges i alternative sammenhænge med virksomheder, institutioner og kommuner – og at synliggøre kunstens betydning i mødet med andre fagområder. Vi ønsker at pege på, hvordan kunstnere kan skabe deres egen platform for opgaver og projekter i samarbejde med erhvervslivet. Samtidig vil vi gerne være med til, at flere virksomheder får øjnene op for, hvad kunstneren kan bidrage med i samfundet generelt, og ikke kun på kunstscenen.
Redskabspakken er udformet i 2016, i tæt samarbejde med tekstilkunstner Line Kramhøft. Videoproduktion er lavet af Jens Mønsted/Eyefix
Vi vil meget gerne høre om jeres erfaringer med tværfagligt samarbejde mellem kunst og erhverv. Udfyld gerne nedenstående dokument og send det retur til os: leder@aabkc.dk
Indsamling af cases og erfaringer
Konferencen var støttet af Kulturudviklingspuljen, Aarhus Kommune, BKFO-Fonden og Godsbanen.