Billedkunstnernes Forbund har sammen med Aarhus Billedkunstcenter, Art Hub Copenhagen og Statens Værksteder for Kunst etableret et nyt netværk, der skal styrke dimittenders muligheder for at få et velfungerende arbejdsliv som kunstner efter endt uddannelse.
Netværket har kørt i 2021 og 2022 med nye hold, hvor deltagerne har mødtes en gang om måneden. Her er de blevet introduceret for nogle af de aspekter, der er godt at have styr på for at få hverdag, økonomi, faglig udvikling og karriere til at hænge sammen som nyuddannet billedkunstner. Der har været oplæg om fx fondsansøgning, hverdagsøkonomi og kontrakter, værkstedsmuligheder, residencies, netværk, kommunikation, synlighed og sociale medier mm. Der var mulighed for sparring ved hvert møde, og vi sluttede af hver gang med fællesspisning.
Netværket er for dig, der er dimitteret fra at kunstakademi enten fra udlandet eller fra Danmark inden for de seneste fem år og som ønsker at få mere viden og erfaringsudveksle om, hvordan man kan etablere sig som billedkunstner efter dimission. Netværksmøderne er et mødested til at skabe nye kontakter og forbindelser undervejs.
Vi opdaterer her, hvis der bliver inviteret til opstart af et nyt hold.