Aarhus Billedkunstcenter har udviklet formatet ’Generationsmøder’. Idéen med generationsmødet er, at to kunstnere på tværs af aldersskel mødes og udveksler viden, erfaringer, synspunkter og kontakter. Vi ønsker at skabe et netværk for kunstnere, der rækker ud over den traditionelle mentorordning og går på tværs af aldersforskelle. Generationsmødet baserer sig på ideen om, at man hver især kan bruge hinandens viden og ideer om fx start og drift af praksis, PR i forbindelse med udstillinger, kontakt til fonde, kommuner, erhvervssamarbejder osv. Vi tror på, at de unge og de mere erfarne kunstnere kan drage lige stor nytte af hinandens tilgang til arbejdet som kunstner. Et overordnet mål fra Aarhus Billedkunstcenters side med generationsmøderne er, at mere synergi på tværs af generationer kan være med til at styrke kunstmiljøet i Aarhus og Midtjylland.
På tværs af generationer og teknisk kunnen bliver forskellige århusianske kunstnere forbundet i et generationsmøde. Disse møder præsenteres her i essayform.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Tidligere møder
Tanja Nellemann Kruse og Helle Kongstad Holm Petersen, 2023
Olga Benedicte og Birgitte Munk, 2018
I november mødtes Olga Benedicte og Birgitte Munk. De fik sat ansigt på hinanden ved Olgas oplæg til AaBKC Social, og derefter fulgte tre generationsmøder. Olga er født i 1988, er 5. årsstuderende på Det Jyske Kunstakademi og arbejder primært med installation, hvor hun kombinerer forskellige medier herunder video, fotografi, lyd og skulptur. Birgitte er født i 1963, har uddannelse fra bl.a. Designskolen i Kolding og Glasgow School of Art og arbejder med fotografi, grafik, tekstil og installation.
Olga og Birgitte nåede at mødes tre gange, før de kom ind til en samtale på Aarhus Billedkunstcenter. Her fortalte Birgitte: ”Vores møder har ikke haft nogen egentlig dagsorden. Vi har taget det, som det kom, vi er gået ud af grusvejen, og er der kommet en sidevej, så har vi taget den. Møderne har været intensive og givende og vi er kommet mange forskellige steder hen.
Til Olga og Birgittes møder nåede de at komme vidt omkring. Det første møde foregik i Olgas udstilling FRAGMENTER i Se! Udstillings- & projektrum. "Her fik vi muligheden for at se et værk, der var installeret, og det gik vi egentlig bare til ved at stille os foran det. Efter vi har lært hinanden lidt at kende, tror jeg, at det måske også meget er sådan vi går til verden,” fortalte Olga.
Olgas eget billede fra hendes værksted.
Ved det tredje møde besluttede Olga og Birgitte at tage på en køretur, der bl.a. førte dem til flyvestationen i Karup. Her har Birgitte lavet en udsmykning til Forsvaret, og dette satte tanker i gang hos Olga: ”Jeg synes det var spændende at observere mødet med piloterne. Hvordan de to fagligheder mødes og hvordan Birgitte opretholder sin kunstneriske integritet. De to fagligheder forstår ikke nødvendigvis altid hinanden, fordi det bliver meget praktisk orienteret fra deres side, hvor vi arbejder med den æstetiske og rumlige værdi. Det var også interessant at høre om det at arbejde i det offentlige rum med alle de restriktioner, der er forbundet med det. Flyvestationen er jo også et ’lukket rum’, hvor gud og hver mand ikke kan komme ind og se udsmykningen live. Det synes jeg er lidt specielt. Så handler det jo også rigtig meget om, hvad det er for nogle billeder og hvilken dokumentation der lever videre derefter.”
”Det var rigtigt givende at få stillet spørgsmål, fordi man lige skulle stoppe op og genoverveje, hvorfor i alverden man havde gjort, som man havde. Birgitte kunne også se nogle andre perspektiver i et af mine værker, som vi var nede at se på Se! Udstillings- og Projektrum – perspektiver som jeg ikke havde overvejet,” sagde Olga.
Om spørgsmålene tilføjede Birgitte: ”Jeg fik nogle gode spørgsmål, som fik mig til at reflektere over nogle ting, som jeg ellers ikke lige reflekterede over. Spørgsmål som, fx omhandler nogle kunstneriske processer, der satte nogle tanker i gang. Jeg blev mindet om, at der er nogle ting, jeg ikke synes er så svære mere. Det var givende for mig at mærke, at jeg rent faktisk har en erfaring. Det kan man godt glemme, selvom man har arbejdet i 30 år.”
Birgittes eget billede af sit værksted.
Spørgsmål der satte tankerne i gang var der mange af til Olga og Birgittes møder, men de små lavpraktiske var der også plads til: ”Jeg fik spørgsmålet: ”køber du nogensinde for mange materialer?”. Det var et meget sjovt spørgsmål at få. Det bunder i en nysgerrighed.” fortæller Birgitte.
For Olga var det vigtigt at høre lidt om netop den erfaring Birgitte taler om: ”Jeg har været meget interesseret i at høre om Birgittes arbejdsprocesser og samarbejder, idet hun har flere år på bagen. Når man ikke har en ramme, der hedder akademiet, hvad skal der så ske? Det synes jeg var meget spændende at høre om. Lige nu er jeg i en ’boble’ i form af Det Jyske Kunstakademi, som jeg snart er på vej ud af, så det har virkelig været interessant at se, hvordan en dagligdag kan se ud. Hvordan holder man hoved og hale i det hele? I perioder er det jo et enerum, hvor man selv skal sætte dagsordenen for sin egen proces eller karriere. I den forbindelse kom vi også til at tale om nogle helt praktiske ting, som fondssøgning og virksomhedsoprettelse. Alt sådan noget, som jo er næste skridt.”
Birgittes udsmykning, 'Moving Horizon' (2017), på Hangar 23 ved Flyvestation Karup.
Under samtalen med Olga og Birgitte var det tydeligt at mærke, at de to kunstnere er kommet godt ind på hinanden. Birgitte fortalte, at de først lige er begyndt, og Olga tilføjede: ”Vores relation fremover bliver på mange planer, vil jeg tro, både kollegialt og venskabeligt. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi tager en tur til Viborg Kunsthal, Skovsnogen eller noget helt tredje. Jeg tror, at vi fremover vil kunne bruge hinanden til sparring af værker, men også i forhold til kontakter, hvor vi vil kunne bruge hinandens netværk.”
Olga Benedictes video installation 'Forgotten Memories', 2017.
Sparringen var der dog allerede plads til under de første møder. Om det fortalte Birgitte: ”Der har været rigtig mange ting at tale om, og vi har allerede sparret om nogle værker. Jeg er i gang med at lave en bog, hvor Olgas kommentarer sendte mig nogle andre steder hen. Vi havde også en snak om en udstilling, hvor jeg brugte meget energi på at tænke, at den skulle jeg ikke søge. Så nu fik jeg den bare søgt. Man skal bare lige have sådan nogle spark en gang imellem.”
Af Emilie Juul Thorsteinsson
31/01/2018
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Mariko Wada og Luna Lund Jensen, 2017
Mariko Wada og Luna Lund Jensen mødtes første gang i oktober i Lunas atelier på Det Jyske Kunstakademi. Til deres næste møde byttede de Lunas atelier ud med Marikos værksted i Højbjerg på Den Blå Hest. Mariko arbejder udelukkende med keramik, mens keramikken blot er en del af Lunas praksis, og som hun stadig er ved at arbejde sig ind på. Med keramikken som fællesnævner blev det hovedtemaet for vores snak, da de kom ind på Aarhus Billedkunstcenter, for at fortælle om deres møder. Mariko Wada er født i 1972, hun har gået på Designskolen Kolding og har en Bachelor i æstetik og kunstteori fra Japan. Luna Lund Jensen er født i 1992, hun er tredjeårsstuderende på Det Jyske Kunstakademi og afsøger skulpturer i bl.a. keramik.
Marikos egne billeder fra hendes atelier.
For Mariko startede interessen for leret, da hun blev gift og flyttede til Danmark i 1998. For hende er drivkraften, glæden ved at kunne arbejde direkte med hænderne i materialet. Da jeg spørger Mariko, om hun kunne forestille sig at arbejde med et andet materiale end leret, svarer hun: ”Det kan godt være, men det er ikke noget, jeg tænker på lige nu. Jeg synes, at der er rigeligt i keramik, som jeg kan arbejde videre med. Det kan godt være, hvis jeg får en bestemt idé, som kræver nogle andre materialer, at jeg så prøver det eller måske kombinerer forskellige materialer med leret.” I modsætning til Mariko, er Luna knap så sikker på, at hun vil sætte sig på leret, og siger: ”Jeg tror, der er en langt større frihed i at arbejde i flere forskellige materialer. Ler og keramik er rigtig spændende for mig blandt andet fordi det er et materiale der har en utroligt lang historie og som derfor er ladet med en stor mængde traditioner og kulturhistorisk gods. Der er derfor mange iboende kvaliteter i materialet som man kan pege på i brugen af det, men derfor kan det også være befriende at arbejde med materialer der har andre kvaliteter og som måske peger hen mod en anden kontekst.” Luna understreger dog, at leret er noget hun vil arbejde videre med, om sin fascination af materialet fortæller hun: ”Nu har jeg arbejdet med keramik i et lille stykke tid og er blevet introduceret til hvordan jeg kan bruge det. Der er stadig mange ting der interesserer mig i materialet og jeg kan se mange måder at arbejde videre med det på. Jeg er generelt interesseret i materialer, formgivning og det skulpturelle, og her er leret ligesom en grundsten i den klassiske billedhuggertradition. Jeg tror der er mange ting jeg kan få ud af arbejdet med leret som man også kan videreføre til resten af mit arbejde.”
Mariko og Luna deler fascinationen for leret som materiale, men for Mariko spiller det tekniske også en stor rolle: ”Der er mange tekniske aspekter i at lave keramik, og det er også der, at jeg har mine styrker, som jeg kan udnytte,” siger hun og tilføjer: ”Men samtidig tænker jeg, at det også er meget fint og befriende at se på nogle værker, som Luna laver, hvor det tekniske ikke er det vigtigste. Når jeg går på udstillinger og konkurrencer i keramiksammenhænge, keder jeg mig lidt, fordi det er så teknisk, hvilket ikke nødvendigvis er interessant eller æstetisk. Jeg synes, det er rigtig fint, når de studerende på kunstakademierne, og dem der arbejder privat, tager fat på det keramiske materiale.” Om mødet med Lunas anderledes tilgang til materialet, fortæller Mariko: ”Jeg har gået på designskole og har kun arbejdet med ler. Luna tænker på en anden måde. Hun skal ligesom aktivt vælge ler, og tage stilling til, hvorfor hun arbejder lige præcist med det. For mig er det en naturlig del af mit arbejde. Det er sjovt at fornemme forskellen.”
Lunas egne billeder fra hendes atelier.
Marikos store erfaring med keramikken, kunne Luna tydeligt fornemme under deres møder: ”Jeg synes, det var rigtig fedt, at se hvordan Mariko bruger leret skulpturelt, og for eksempel kan få det til at ligne et andet materiale. Hun viser, at leret har mange flere egenskaber, hvor jeg måske bruger det mere traditionelt. Hun har en meget mere legende og eksperimentende tilgang til det. Hun tager hele tiden udgangspunkt i det, og siger ’okay, hvad kan det her, og hvordan kan jeg udnytte det på forskellige måder’. Det tror jeg generelt kan være en god tilgang til materialer, ligegyldigt hvilket materiale man arbejder med, så man ikke presser et eller andet indhold ned over et materiale, men at man arbejder ud fra hvad det kan og lader det resonere ind i værket.”
Til samtalen med Mariko og Luna kom vi til at tale om miljøet i Aarhus. Da Luna og Mariko havde mødtes tidligere på måneden, havde Mariko spurgt Luna, om hun ville blive i Aarhus, når hun var færdig på Det Jyske Kunstakademi. Om de tanker fortalte Luna: ”Jeg tænker ikke på at flytte lige nu, men det afhænger meget af, hvad det er for et miljø, der er her i Aarhus. Lige nu er tendensen, at man flytter til København på et eller andet tidspunkt efter man er blevet færdiguddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Men hvis nu folk blev her eller hvis folk flyttede hertil, og der blev skabt et andet miljø, ville det måske komme til at se anderledes ud. Jeg synes, det er vigtigt, at man har nogle at sparre med, fordi ellers tror jeg, at man står lidt stille.” Da jeg spørger ind til, hvad vi kunne gøre for at styrke miljøet i Aarhus, svarer Luna: ”Man kunne gøre det ved at skabe flere muligheder for atelierpladser eller noget i den retning. Det er noget der kan være rigtig svært at få fat på, nok især i København. Hvis man får en bedre mulighed for det, så tror jeg, at folk ville blive her. Det er helt lavpraktisk, men når man kommer ud fra kunstakademiet, har man jo ikke noget sted at være, så det er ligesom det første grundtrin.”
Af Emilie Juul Thorsteinsson
08/12/2017
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Else Ploug Isaksen og Johanne Skovbo Lasgaard, 2017
Generationsmøderne tager udgangspunkt i aarhus-baserede kunstnere, men vi kan ikke holde alle kunstnerne i Aarhus, og det kan ske, at nogle flytter. Det var tilfældet med Johanne Skovbo Lasgaard, der flyttede til Holbæk, hvorfor hun og Else Ploug Isaksen kun nåede at mødes én gang. Det kom der dog alligevel en god og anderledes snak ud af, som denne gang måtte foregå over Facetime. Johanne er født i 1985, dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013 og har fokus på materialer, som hun undersøger i sine værker af installatorisk karakter. Else Ploug Isaksen er født i 1959, hun dimitterede fra Det Jyske Kunstakademi i 1988 og arbejder med maleri, tegning, fotografi og video med fokus på at undersøge og bearbejde fragmenter af virkeligheden.
Elses egne billeder fra hendes værksted.
Johanne og Else mødtes første gang d. 26 juni i Johannes atelier på KH7 artspace. På trods af at generationsmøderne blev en smule afbrudt, kunne Johanne og Else se masser af potentiale i projektet: ”Jeg synes, det er et super godt initiativ fra Aarhus Billedkunstcenter. Helt personligt savnede jeg det så meget, da jeg kom til byen. Jeg synes, det tog mig halvandet år at komme ind på kunstscenen. Jeg er måske også lidt genert, men det var det der med at skulle tage ud til ferniseringer selv og møde folk. Det var meget konfronterende, hvor det her bare ville have været en endnu større gave, så jeg synes det er et super godt projekt for de nyuddannede og de ny tilflyttede kunstnere”, siger Johanne og tilføjer: ”Før jeg kom til Aarhus, var jeg tilknyttet Randers kommune, men der var ikke en egentlig base for samtidskunst. Derfor valgte jeg, at tage til Aarhus for at få en eller anden form for kollegaskab og være en del af et kunstnermiljø. Jeg har været nede på KH7 artspace, og det var et rigtig dejligt sted. Det er den bedste måde at komme ind på en ny by på, det er meget nemmere at navigere rundt i, hvis man kommer ind i et arbejdsfællesskab.” Idéen om et arbejdsfælleskab i Aarhus, kunne Else se muligheder for med projektet Generationsmøder: ”Jeg synes, at det kunne være en god idé at samle alle der har været med i dette projekt, så der også kunne komme noget ud af projektet på kryds og tværs. Det ville være en virkelig fin ekstra ting at få ind over, for så møder man endnu flere. Det er fint at have to-og-to kontakten, for der kommer man selvfølgelig lidt længere ind på hinanden, men det ville være godt at vise, at man altså også er en del af et større netværk.”
Johannes egne billeder.
Gennem mødet giver Else og Johanne udtryk for, at de gerne ville have haft mere tid, og at møderne var blevet til flere, hvis afstanden ikke var så stor: ”Jeg synes, det var fedt at sparre med og høre om Else. Hvis jeg var blevet i Aarhus, tror jeg helt klart også, at vi så ville mødes igen på en eller anden måde,” siger Johanne, hvortil Else tilføjer: ”Det tror jeg også ville ske. Jeg synes, det er spændende at høre, hvad man nu arbejder med. Også fordi der sker en masse på kunstscenen lige nu. Det er ikke sikkert at man selv tænker på det, når man står med benene i det, men der sker nogle ting som påvirker hinanden i måden at arbejde med form, farve, indhold osv. på. Der er nogle overordnede ting, som er spændende at høre om.”
Johanne og Else nåede bl.a. at få talt om hinandens praksisser, hvordan man får det hele til at løbe rundt, om kunstneratelier i Aarhus og det lader også til, at der var plads til lidt inspiration, idet Johanne til sidst i vores samtale indskyder: ”Jeg kommer til at tænke på, at Else faktisk fik sagt til mig, at jeg skulle søge Statens Værksteder for Kunst. Det havde jeg egentlig tænkt på, men hun opfordrede mig til det. Det er godt at minde hinanden om, hvad der er for nogle muligheder.”
Af Emilie Juul Thorsteinsson
31/10/2017
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Anne Dyhr og Laura Hjort, 2017
Før det blev sommerferie hos Aarhus Billedkunstcenter var Anne Dyhr og Laura Hjort inde til en snak om deres generationsmøder. De mødtes første gang i Lauras atelier i marts, og da det blev maj mødtes de anden gang på Via University College, hvor Anne Dyhr er aktuel med en udstilling i forbindelse med Ovartaci Fields. Laura Hjort er født i 1992 og er førsteårsstuderende på Det Jyske Kunstakademi. Anne Dyhr er født i 1970 og arbejder med fotografi. Hun er uddannet fra Glasgow School of Art i Skotland samt Aarhus Universitet.
Et bestemt spørgsmål er gået igen hos de deltagende kunstnere i generationsmøderne: ’hvorfor er det lige os der er blevet sat sammen?’. Hver gang fortæller vi dem, at det er meget forskelligt. Nogle sætter vi sammen fordi de arbejder med samme medie, andre gange fordi vi har tænkt, at de to personligheder kunne have en god dynamik og andre gange noget helt tredje. Anne og Laura var ingen undtagelse og måtte også vide, hvorfor de var blevet sat sammen; for Anne beskæftiger sig med fotografi, og det bryder Laura sig slet ikke om. Det var Laura hurtig til at give udtryk for, men det gjorde ikke Anne noget, som pludselig blev tvunget til at tage stilling til sit erhverv: ”Laura havde den her modvilje mod fotografi og det var udfordrende. Hvordan skulle jeg tackle det? Det er jeg ikke stødt på, og jeg har heller ikke selv haft det sådan, at jeg ikke har kunnet lide en hel kunstart. Til hverdag har jeg et netværk og en gruppe af folk, som jeg har fælles referencer med, og så møder jeg Laura, hvor jeg pludselig skal til at tænker over, hvordan jeg kan forklare min praksis. Det stillede nogle nye udfordringer, at jeg lige pludselig skulle gentænke noget, der i lang tid havde været en selvfølge for mig,” siger Anne og fortæller: ”Jeg synes at fotografiet er et undersøgende medie. Man undersøger et sted, man sidder ikke nødvendigvis derhjemme i sit værksted eller atelier. Man er meget afhængig af den verden der er omkring en.” For Laura har hendes indtryk af fotografi altid været et helt andet: ”Jeg har aldrig interesseret mig så meget for fotografi. Jeg har tænkt, at så tager man et billede, og så ved man lige præcis, hvad der sker på billedet, man kender motivet og man har tænkt over det.” Noget tyder dog på, at Anne alligevel har kunnet rykke lidt ved Lauras forestilling, i det hun fortæller om sine tanker efter møderne med Anne: ”Jeg tror det har åbnet op for en anden sanselighed i forhold til fotografiet, som jeg før bare har set som noget fjernt. Jeg er kommet tættere på noget virkeligt.”
Annes egne billeder fra hendes værksted.
På trods af at Anne og Laura oplevede forskelligheder ved hinanden var det også muligt for dem at finde nogle ligheder og lade sig blive inspireret. Om lighederne mellem de to kunstnere fortæller Anne: ”Vi talte meget om at lade processen tage over og det kan man sige, at vi har til fælles. Der er jo ikke nogen af os der står med et hvidt lærred og sætter en streg på det. Det er ud fra noget, at det får lov at folde sig ud. Personligt synes jeg, da jeg kiggede på Lauras ting, at vi havde mange ting til fælles. For mig er Lauras arbejde i hvert fald også en refleksion af indsamlinger og kollektioner af noget udefra den virkelig verden, som så bliver placeret i en kunstnerisk kontekst.” For Laura var der særligt ét sted der både inspirerede hende og udfordrede hendes egen måde at tænke på: ”Noget af det der inspirerede mest var den måde Anne gerne vil formidle sine ting på. Det var meget fint og folkeligt synes jeg, og der blev taget hensyn til mange. Det er noget jeg ikke har brugt meget tid på, fordi jeg ikke har udstillet så meget, men det har været godt at tænke over.” Alligevel fik Annes måde at formidle på også Laura til at tænke over kontrollen i hendes kunst: ”Kontrol er meget vigtigt for mig, men det ved jeg ikke om jeg ser som en god ting. Det er forskelligt. Nogle gange har jeg lyst til at lave noget der er meget ude af kontrol, og hvor jeg også lader omgivelserne bestemme rigtig meget. Andre gange, hvis det bliver mere teoretisk, så vil jeg gerne have kontrol. Både med materialerne og præcis hvad jeg synes de betyder og hvad de gør. Jeg vil gerne virkelig have styr på alt, men samtidig kan jeg også godt lide den vekselvirkning. Kontrol med formidlingen har jeg ikke prøvet endnu. ” For Anne betyder kontrollen noget andet: ”Jeg synes, at det er en del af min praksis at kunne aflægge noget af min kontrol. Jeg tænker også nogle gange, at der er nogle der kan noget jeg ikke kan. Der er faktisk nogen der kan tilføje noget. Jeg har netop deltaget i workshoppen ’Gotta Serve Somebody’ nede på KH7 Artspace, som netop er afgivelse af kontrol, hvor vi skulle underkaste os hinandens praksis. Det jeg har udstillet har de andre været med til at lave ud fra den måde jeg arbejder på, og det er blevet skide godt. Mine ting er blevet smadder gode pga. de andre. Det har virkelig inspireret mig helt ind i, hvordan jeg selv gør ting. Både at lave de andres ting og skulle hjælpe dem i deres. Jeg tænker, at man får rigtig meget ud af begge dele.”
Lauras egne billeder af hendes skrivebord.
Ved mødets afslutning virker både Anne og Laura glade for deres deltagelse i generationsmøderne til trods for deres forskelligheder. Laura fortæller at det har været spændende at møde Anne og høre hende tale om sin kunst og tilgangen til den, mens Anne er hurtigt til at sige, at hun står til rådighed, hvis Laura skulle få brug for det. Som en afsluttende kommentar siger Anne: ”Jeg har jo forsøgt at få Laura med ind i BKF’s udvalg i Midtjylland, for der mangler vi unge. Det ligger der nogle muligheder i, både fordi man kan søge nogle penge hos BKF, men også fordi man får mulighed for sparring. I Midtjyllands udvalg kunne vi rigtig godt tænke os, at der også var nogle yngre kræfter, der kom og var med i det udvalg, fordi vi også har mulighed for at søge penge, og derved kunne vi lave nogle lidt mere specialiserede kurser. Gennemsnitsalderen i BKF er 60, så det er vigtigt at få os alle rystet lidt sammen. Det ville jo være som generationsmøder.”
Af Emilie Juul Thorsteinsson
12/09/2017
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Elle-Mie Ejdrup Hansen og Freja Niemann Lundrup, 2017
I begyndelsen af sommeren mødtes Aarhus Billedkunstcenter med Elle-Mie Ejdrup Hansen og Freja Niemann Lundrup for at høre om deres generationsmøder. De to kunstnere mødtes to gange i Elle-Mies værksted på Den Blå Hest i Højbjerg. Bortset fra et kort møde på en studietur, kendte de ikke noget til hinanden fra tidligere. Freja Niemann Lundrup er født i 1990 og Elle-Mie Ejdrup Hansen er født i 1958, men generationsforskellen havde ingen af dem mærket noget til, fortalte de, da de fortalte os om deres møde.
Da jeg til mødet bruger ordet ’generationskløft’ er både Freja og Elle-Mie hurtige til at rette mig, og Elle-Mie siger: ”Der var ingen generationskløft imellem os. Vi er bare to forskellige steder i vores produktion, og jeg har et arkiv jeg kan dykke ned i, som Freja først skal til at bygge op. Jeg har også tidligere været utrolig heldig at møde nogle, tilsvarende din og min alder, som omtalte mig som kollega. Det var fedt, for det giver en lighed. Vi er ikke det samme sted, men vi har en ligeværdig samtale, som gør noget og det rykker noget menneskeligt i sig.” Begge kunstnere fortalte, at de inden mødet ikke havde gjort sig mange tanker om hvad de skulle få ud af mødet, men i stedet valgte de at gå ind i projektet med en åbenhed: ”Jeg havde gode forventninger. Det var jo en åben samtale med en der var professionel i noget, så der var en helt masse at hente. Der var en masse jeg ikke vidste, så jeg kunne jo ikke rigtigt forvente noget. Jeg gik ind i det med en åbenhed og en nysgerrighed,” fortalte Freja.
Elle-Mies egne billeder af hendes atelier.
Freja og Elle-Mies to møder foregik i Elle-Mies værksted på Den Blå Hest. Alligevel fortalte de hver især hinanden om deres praksis, og Freja fik mulighed for at vende nogle tanker med Elle-Mie om et værk hun går og arbejder på: ”Jeg har en intention om, at lave et værk som omtaler et tabu, og det fik vi også talt om. Det der med at gå ind i et værk og turde at gå ind i noget som er lidt stort eller gør ondt. Jeg har behov for at finde en måde, hvor man kan tale om sådan nogle ting på, uden at det hurtigt bliver pakket væk igen, når folk ikke lige kan rumme det mere,” siger.” For Elle-Mie var det interessant at tale om Frejas værk da det det fik hende til at tænke på noget hun tidligere selv havde lavet: ”For mig var det interessant at komme tilbage til mit værk ’Det Mærkede Menneske’, som har lidt af et helt andet tabu, men det er i hvert fald derinde, hvor det gør ondt. På den måde er det interessant, at snakken med Freja udmønter sig hos mig. Ikke nødvendigvis i et nyt værk, men det trækker noget fra produktionen frem igen, som jeg ikke nødvendigvis har oppe på nethinden hver dag. Det gør det rigtig interessant at tale sammen,” sagde Elle-Mie og tilføjede: ”Det var nogle dybt interessante samtaler, der handlede meget om, hvor Freja er lige nu. Vi talte om, hvornår det bliver reel smerte eller hvornår man kan lægge livserfaringer ind i et værk således at det måske ikke er alle det åbenbares for, men kun for nogle enkelte. Hvordan udvikler man sine værker og hvordan bliver den tænkning eksekveret ud i et konkret værk? Det er interessant at Freja kommer og vil arbejde med tabu, som er en personlig og en samfundsmæssig fortælling. Hvor skal man lægge det? Er det i den personlige eller i den samfundsmæssige struktur?” Udover at det var interessant for Elle-Mie at have nogle samtaler med referencer tilbage til hendes tidligere værker, havde hun også idé om, at det var interessant for Freja at tale med hende, i det hun sagde: ”Måske kan Freja også tale anderledes med mig end sine undervisere, fordi der er et andet frirum.”
Frejas egne billeder.
Den gode samtale som Freja og Elle-Mie fik påbegyndt til deres møder gav dem begge blod på tanden til at fortsætte kontakten. Om det fortalte Freja: ”Vi så, at de her samtaler kunne fortsætte, fordi det giver os noget. Der er en frihed i at tale med Elle-Mie om mine værker. Jeg tror, det har noget at gøre med den professionelle sammenhæng vi sættes i, hvor vi har meget at mødes om. Vi har haft meget at tale om, som har givet stof til eftertanke, omkring hvordan man selv arbejder.” Hertil tilføjede Elle-Mie: ”Jeg har fornemmelsen af, at vi kommer til at mødes igen og fortsætte samtalen i en eller anden form. Det har startet med at jeg har præsenteret nogle af mine værker og min praksis, og den er jo noget længere i kraft af min alder. Jeg tror i første omgang, at vores næste møder kommer til at handle om, hvordan du kan flytte nogle ting videre det næste års tid.”
Af Emilie Juul Thorsteinsson
23/08/2017
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Katja Bjørn og Matilde Mørk, 2017
I februar 2017 mødtes Katja Bjørn og Matilde Mørk i Katjas køkken. De to kunstnere havde aldrig mødt hinanden før, men efter endnu et møde i Matildes atelier, havde de allerede skabt et rum sammen, hvor der var plads til at sige, hvad end de måtte have på hjertet. Katja Bjørn er født i 1967, er autodidakt og arbejder indenfor video og skulptur. Matilde Mørk er født i 1981, hun er 3. årsstuderende på Det Jyske Kunstakademi og så er hun performancekunstner.
Da Katja og Matilde blev sat sammen til et Generationsmøde var de begge i tvivl om, hvad det egentlig var der skulle foregå. Alligevel flød snakken let, og de spørgsmål Matilde havde forberedt blev hurtigt overflødige: ”Vi blev meget hurtigt enige om, at det skulle være et ’confidential’ rum. At vi måtte have lov til at bruge hinanden på en måde, så vi vidste, at det ikke kom længere. Det var virkelig godt synes jeg, for det er så lille et miljø. Vi vil så gerne snakke om de ting der berør os, og så er det bare vildt vigtigt, at man stoler på, at det ikke når videre.” Til det tilføjede Katja: ”Man er sårbar, når man er åben på den måde. Matilde var jo ikke en slyngveninde, jeg sad og talte med, men hvis vi skulle nå frem til at kunne fortælle om alt det svære ved at være i det her fag, så var det enormt dejligt og vigtigt, at vi kunne skabe det her rum sammen.”
Da jeg spørger ind til, hvordan det kan være, at de to kunstnere kunne skabe det rum sammen så hurtigt, foreslår Matilde, at det måske kunne have noget at gøre med generationsforskellen. Katja er af en anden overbevisning: ”Jeg tror, at det er en mental beslutning. For Matilde er jo selvfølgelig en konkurrent som alle andre, men fordi I har ’tvunget’ os sammen, og vi svingede sammen også, så blev det en mulighed, at lave det her rum. Det tænker jeg er det positive ved at lave sådan noget her, som ellers er ret opstillet. Valget er gjort nemmere, fordi I har gjort forarbejdet. Jeg har ikke skulle snige mig ind på Matilde. Vi har en aftale, og det er en aftale, som vi kan komme til at udvikle over år; man kan følge hinanden. Det kan godt være, det er drømmetænkning, men der er en mulighed for, at der er en man tør vise sine ting samtidig med, at man selv tør få at vide ’det der holder bare ikke’. Jeg viser aldrig mine ting til nogen, folk får lov til at se, det når det er færdigt. Jeg er helt vildt sårbar, og jeg har slet ikke lyst til at arbejde sammen med folk. Der er ingen der skal se mig over skuldrene, og der tænker jeg, at det her så er muligheden for at kunne invitere en ind som man på forhånd ved ikke er en konkurrent i det psykologiske rum. Jeg skal ikke trumfe Matilde på nogen måde. Hun gør sit og jeg gør mit, men vi kan godt snakke om det, hvor jeg har mange andre kollegaer, hvor jeg vil sige, at vi hele tiden er konkurrenter på et eller andet uudsagt plan.”
Katjas egne billeder fra hendes værksted under optagelse.
Som henholdsvis videokunstner og performer bruger Katja og Matilde i højgrad sig selv i deres kunst, hvilket ikke altid er lige nemt: ”Det er jo et fag, hvor man både er privat og faglig på én gang. Man er jo aldrig kun det ene eller kun det andet. Det er hele tiden smurt ind i hinanden og det kan man få nogle skrammer ved. Man skal huske, at man ikke er sit værk, men nogle gange kan det være svært ikke at sige ’Katja Bjørn lig med det her værk’, og det er også svært for omgivelserne,” siger Katja og tilføjer: ”Ret tidligt i mine værker begyndte jeg at omtale dem som ’hende’ i stedet for som mig. Hende der er på videoen er mig, men hun er også universel, bilder jeg mig ind. Jeg tænker, at det at bruge sig selv så intenst virkelig er en force, men det er også et benspænd, når man tager skade af det, hvis man bliver ked af det eller sårbar. Fordi den sårbarhed er så ikke kun i forhold til ens kunst, den bliver i forhold til hele den verden, der står og blaffer op mod en. Livet kan blive ret langt, hvis man ikke også træder et skridt tilbage en gang imellem og får sagt ’jeg er også bare mig, jeg er ikke kun performer’. I vores branche glider man ind og ud og grænsen bliver mere og mere utydelig, så en gang imellem skal man lige huske at skrabe den op.” Også Matilde oplever udfordringerne ved at være performancekunstner, og følte hun kunne sparre med Katja omkring dette: ”Jeg kan huske, at Katja sagde noget med ’værket er også bare værket, Matilde’. Jeg var vigtigere. Så det var også meget sjovt for mig, at høre i den situation hvordan hun tænker om det, og hvordan Katja dealer med den ’stress-psykose’ op til en fernisering, som man kan have, hvor man ikke kan finde ud af, hvad der er vigtigst; værket eller at tage sig af sig selv, når begge dele ikke lige går op,” siger Matilde og tilføjer: ”Katja ved godt, at jeg bruger mig selv meget, og at det er også det der gør det sårbart at være performancekunstner. Det var tydeligt, at Katja forstår hvad det kræver, at skabe et rum med sin tilstedeværelse som performer.”
Matildes eget billede af udsnit fra hendes værksted.
Udover en masse snakke om både de gode og de hårde sider af livet som billedkunstner, fandt Katja og Matilde også inspiration hos hinanden, og for Matilde kunne Katja være en hjælp, da hun stod overfor sit 3. Års værk på Det Jyske Kunstakademi: ”Rent praktisk var Katja inde over mit projekt i forhold til kamera og hvor jeg skulle filme min film. Jeg er ret genert, så jeg havde svært ved at ringe op, for at høre om jeg måtte filme hos dem. Der var hun god til at sige ’du skal bare skrive ned hvornår du skal gøre det, og så skal du gøre det.’ Det var rigtig godt at få vendt hvad der sker i den situation for mig, og så fik jeg lavet den aftale med mig selv, at jeg skulle have gjort det inden næste gang vi skulle mødes.” For Katja havde det efter sit besøg i Matildes atelier været svært at gennemskue, præcis hvad det var Matilde ville. Derfor fandt hun det meget inspirerende, da hun så Matildes færdige værk ”Learning to Feel More” til 3. Årsudstillingen: ”Matildes måde at arbejde på har sådan en seriøs, munter ’looseness’ i måden at gribe fat i det her materiale på. Jeg var spændt på at se Matildes resultat, fordi jeg så en helt masse af hendes forarbejde til 3. Årsudstillingen. I hendes atelier var der fyldt med dimser, og jeg vidste ikke helt hvad hun ville, så det var virkelig spændende at komme ned og se, at det hele rent faktisk gav mening. Det var helt vildt befriende at se Matildes måde at arbejde på.”
Da mødet var slut, var det tydeligt at de to kunstnere havde fået meget ud af dette generationsmøde, og de begge kunne se en fordel i at mødes igen. ”Jeg tror, det er rigtigt godt at få snakket med andre. Det er bare tit, at der ikke er nogen andre, men man har brug for det, og man får rigtig meget ud af at dele alt det der kører rundt alene ellers i hovedet på en,” siger Matilde, hvortil Katja tilføjer at det for hende ville være ’en gevinst’ at mødes igen.
Af Emilie Juul Thorsteinsson
03/08/17
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Kim Grønborg og Villiam Miklos Andersen, 2017
I marts 2017 mødtes Kim Grønborg og Villiam Miklos Andersen for første gang til et Generationsmøde i Kims atelier i Spanien 19C. Anden gang mødtes de igen hos Kim, denne gang i hans atelier på Kh7, og da de to Generationsmøder var overstået var begge kunstnere enige om, at de slet ikke var færdige med at mødes. Kim Grønborg er født i 1959, er autodidakt og beskæftiger sig med billeder, ruminstallationer og lyd. Villiam Miklos Andersen er født i 1995, går på 2. år på Det Jyske Kunstakademi og beskæftiger sig bl.a. med større installationer og arkitektoniske sammenhænge.
Kim og Villiams møde var det fjerde møde i rækken af Generationsmøder, og der begynder efterhånden at tegne sig et billede af et fællestræk for alle møderne. Når vi har talt med de deltagende kunstnere om selve konceptet og idéen bag ’Generationsmøder’, har alle givet udtryk for, at der burde være mere kommunikation på tværs af kunstnerne i Aarhus. Dette var også et emne Kim og Villiam havde talt meget om: ”Det er det, der er det underlige ved kunstverdenen. Samtalerne fungerer tit i underlige cirkler, og det tror jeg ville være godt at få lukket op for. Jeg tror det ville opkvalificere hele området meget. Både at forbedre samtalen, men også at begynde at kunne samles på en anden måde, fordi det lige nu er så splittet,” siger Kim og fortsætter: ”Men hvordan gør man så det, og hvordan får man hele samtalen om kvalitet, og hvad kunst er, udvidet?” Noget tyder dog på at Generationsmøder så småt kan begynde at lukke op for de lukkede cirkler som Kim omtaler, idet Villiam siger: ”Jeg tænker da, at hvis Kim har en udstilling, vil jeg meget gerne komme nu. Før var jeg nok gået til noget andet. På den måde er det også godt at kende folk fra forskellige generationer; så kan man komme til at møde nogle andre end man plejer. Det er jo nærmest kun dem på min årgang, min egen generation, som jeg egentlig taler om kunst med og det bliver hurtigt det samme igen og igen.” Derefter tilføjer Villiam: ”Der er også en anden ting jeg har tænkt over; der er en generationskløft. Jeg synes aldrig, at jeg taler med nogen der uddannet fra 3-4 år siden. Den generation er ikke repræsenteret på Kunstakademiet som undervisere eller andet. Vores undervisere er ældre folk, men hvor er den her generation, som jeg næsten aldrig møder, men som er et sted i deres praksis og karrierer, der er meget relevant at få et indblik i?”
Kim Grønborgs eget billede af hans værksted.
For at åbne op for samtalen om kunsten, foreslår Kim en slags studiemøder. Noget han synes man i høj grad mangler og fortæller: ”Når folk kommer ud til udstillinger er de enten tavse eller også får man et klap på skulderen. Man går og bekræfter hinanden, men der kommer aldrig konstruktiv kritik.” Om en mulig årsag til dette siger Kim: ”Nogle gange bliver folk fornærmede, for så tror de, det er en kritik, og det er jo ikke nødvendigvis sådan, det har været ment. Der er bare nogle der er dårlige til at formulere sig og nærmest rakker folk ned.” Villiam er enig i Kims tanker og tilføjer en observation, han har gjort sig: ”Der er også noget mærkeligt over den måde, folk ser på kunst i dag. Man kommer til en fernisering og så er der vin. Det handler overhovedet ikke om kunsten, men mere om at blive set. Der er så mange mennesker, at man slet ikke kan se hvad der hænger på væggene.” At åbne op for samtalen om kunst, er også noget Villiam efterspørger: ”Man føler sig ret alene på sådan et kunstakademi, som ung, med ens tanker omkring kunstverdenen. Der er jo nogen der har prøvet alt det her før, men det kan man nogle gange føle, at der ikke er. Hvor er de henne? Det kunne være meget rart at have nogle samtaler.” I forlængelse af det fortæller Kim, at de i BKF har talt om at lave nogle forskellige arrangementer for eleverne på Det Jyske Kunstakademi, men at problemet har været, at de bare ikke har kunne finde formen endnu. Både Kim og Villiam mener også, at det er særligt vigtigt at samle kunstnerne i en lille by som Aarhus, for som Villiam siger: ”Man har jo kun hinanden.” ”Man kan jo ligeså godt udnytte den nærhed der er. Det jo egentlig rimelig nemt at organisere, så Aarhus er også et godt sted at lave nogle forsøg, fordi det er nemmere at koble og samle folk,” siger Kim og tilføjer: ”Det er min erfaring at Billedkunstcenterets netværksmøder har haft en enorm stor tilslutning lige fra dag et, fordi der har været et behov for et eller andet rum. Det har helt klart professionaliseret og styrket folks arbejde.”
Da projektet mellem Villiam og Kim var slut, var de som sagt begge enige om, at de slet ikke var færdige med at mødes. De havde begge været glade for at deltage i projektet og ville begge gerne anbefale det til andre. Om projektet sagde Villiam: ”Jeg havde måske ikke forventninger, men mere nogle tanker omkring hvad det i det hele taget var, jeg var blevet inviteret med til. Jeg syntes, det var meget vellykket i enden og det gav meget god mening, selvom jeg i begyndelsen var lidt i tvivl om, hvad I ville med det.” Begge kunstnere var også enige om, at de havde kunne finde inspiration hos hinanden. Om det fortalte Kim: ”Jeg blev inspireret af Villiam bare ved at føre samtalen med ham. Jeg synes ofte, at man går rundt og tager det for givet, hvordan man forholder sig til det hele, så det at der pludselig kommer nogen og stiller spørgsmål, tvinger en til pludselig at skulle forholde sig til alt.” Hertil tilføjer Villiam: ”Ja, det at man får italesat nogle ting, er jo en proces nærmest. Så går der nogle ting op for en selv; ’hvad er det egentlig, jeg arbejder med?’. Det er måske det, der er det mest centrale overhovedet; at det, at lave billedkunst, ikke bare er en direkte oversættelse af tanker og koncepter. Ellers kunne man jo ligeså godt være teoretiker eller politikker.” Også i forhold til det kreative fortæller Villiam, at han kunne inspireres af Kims måde at arbejde på: ”Vi talte meget om samarbejder, og de projekter Kim har haft med store institutioner, hvor han har inddraget både musikere og kunstnere. Kim har blandet kunstarter, og det er jo også noget jeg gerne vil. Jeg har et projekt under Art Weekend Aarhus 2017, som bliver en totalinstallation med musikere og lydkunstnere. Det er ikke så traditionelt, så det er en stor udfordring for mig og svært at arbejde med. Det er noget andet, end det jeg er vant til.” Hertil tilføjer Villiam: ”Jeg var meget interesseret i at snakke om det strukturelle. Kim bygger mange af sine værker i miniature først, og det var noget jeg rent metodisk kunne bruge. Også hele finansieringsdelen synes jeg var ret interessant at høre om. Det er underligt, at vi ikke rigtig hører om det på akademiet. Man bliver jo nødt til at skaffe nogle penge på en eller anden måde, også selvom man er studerende, hvis man i studietiden vil lave større og mere omkostningstunge projekter. Det er essentielt at have nogle værktøjer til det.” I den forbindelse kom Villiam og Kim også til at tale om Kunstakademiet i dag, og hvordan det har ændret sig i løbet af årene. Kim har ikke gået på Kunstakademiet, men fortæller: ”Da vi startede i 80’erne var der sådan set en økonomisk base på en anden måde, så man selv kunne gå i gang uden om institutionerne. Man kunne gå på understøttelse i mange år, hvilket gjorde man kunne eksperimentere på en anden måde.”
Villiams eget billede af hans værksted.
I dag forholder det sig noget anderledes: ”Mit indtryk i dag er, at 99% af alle der laver billedkunst på min alder går på et kunstakademi. Det er næsten blevet en nødvendighed ift. at skabe samarbejder med mere, og så er der selvfølgelig også det læremæssige aspekt i det. Kunst i dag, og hele det sprog der bliver talt i kunstverdenen, er jo også på mange måder et tillært sprog.,” siger Villiam og tilføjer: ”Der er mange jeg snakker med, der er i tvivl om de overhovedet skal lave kunst, hvis de ikke kan komme ind på akademiet. Det er blevet lidt enten eller, hvilket jo er absurd.” Begge kunstnere ser både fordelen og ulemper ved de kunstakademiet. Herom siger Kim: ”Universitetstankegangen kan lægge op til at tænke på nogle andre måder, men kunsten kan også blive teknokratisk, og det tror jeg er faren ved det. Kunsten kan blive til et pensum og der bliver hurtigt et ’rigtigt og forkert’. Så begynder man at lukke af for enormt meget af det som er kunstens væsen – i hvert fald efter min mening.”
Der kan læses mere om projektet under Art Weekend Aarhus 2017, som Villiam omtaler her og her. Desuden er han fra den 19. maj til den 25. juni aktuel i udstillingen ’Biotic Synthetic: Rethinking MATTER’, som der kan læses mere om her.
Af Emilie Juul Thorsteinsson
04/05 2017
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Janne Kappel og Julie Stavad, 2017
I 2015 blev Janne Kappel og Julie Stavad begge færdige med deres kunstneriske uddannelse; Julie, 1987, fra Det Jyske Kunstakademi og Janne, 1957, fra Aarhus Kunstakademi. På trods af, at de kommer fra hver deres skole, mødtes de til et kursus med kunstneren Lise Skou, som skulle handle om ”hvad man gør, når man er blevet færdig og nyudklækket”, som Janne Kappel sagde. Til kurset fik Janne og Julie gang i en snak, som senere skulle udvikle sig til et godt bekendtskab. Da vi på Aarhus Billedkunstcenter hørte om dette, inviterede vi dem ind til en lille snak.
Til kurset med Lise Skou fik Janne og Julie hilst på hinanden, og da de noget tid senere mødte hinanden igen, til en fernisering på Godsbanen, faldt de i snak. Om det fortalte Julie: ”Det var til en fernisering, hvor vi stod og røg ude foran. Der sagde jeg så til Janne ’Hey var det ikke noget med, at du havde et stearinstøberi?’. Det havde vi nemlig talt om til det kursus med Lise Skou, hvor Janne havde fortalt, at hun havde været selvstændig.” Til det nikker Janne genkendende og tilføjer: ”Ja, det er rigtigt. Det kan jeg godt huske. Og så tror jeg, at jeg fik dig overtalt til, at du skulle komme ned til mig.”
Janne bor i Juelsminde på en gammel nedlagt skole. Her er der masser af plads at boltre sig på med både keramikværktøjer, stearinstøbere mm., og ifølge Janne ”har hun sådan set det hele”. På grund af al den overskydende plads, de skønne rammer og de mange faciliteter som Janne kan tilbyde i sit hjem, havde hun længe gået og overvejet at lave sit hjem til et sted for kunstnere, som kunne komme og arbejde og bo der, som et slags residency. Det var også derfor, at det var vigtigt for Janne at vise hendes hjem til Julie, og hun blev hurtigt overtalt til at komme en tur forbi Juelsminde. Julie fortæller, at hun forelskede sig fuldstændig i Jannes hjem, og at det derefter gik hurtigt: ”Så bestilte jeg 500 kg stearin til din adresse, og så kom jeg et par dage efter.” Julie havde nemlig et værk, hun gerne ville udføre i stearin. Hun havde arbejdet med stearin før på et stearinstøberi, men de kunne ikke klare den mængde, hun ville arbejde i.
Billederne er Julie Stavads egne fra arbejdet i Jannes værksted.
I ugerne efter Julies første besøg i Juelsminde arbejdede Janne og Julie intenst på Julies værk i stearin. De to kunstnere fortæller med et grin, hvordan de stod op kl. 6 om morgenen for at støbe stearin, og at de sågar drømte om stearin. Da vi snakker om det, tilføjer Julie: ”Ja, det var virkelig inde under huden. Der var stearin over alt.” Om de intense arbejdsdage fortæller Janne: ”Vi knoklede jo virkelig med at lave det værk, og det mislykkedes jo også et par gange. Så måtte vi smelte skidtet om igen.” Det var en større udfordring at arbejde med stearinen, end Julie havde regnet med: ”Jeg arbejder tit med et materiale, hvor jeg har en helt naiv idé om, at materialet bare kan et eller andet, og så viser det sig. at materialet ikke kan det, jeg tror. I den her situation, med stearinen, blev det ligesom en kamp mellem mig, materialet og Janne, hvilket resulterede i at værkerne endte med at se ud, som de gjorde. Men jeg endte med at blive helt vildt glad for dem.” Til det kommenterede Janne: ”Jeg vidste jo godt, hvad det var, du ville med værkerne, og det ville jeg jo også gerne. Det, jeg plejede at arbejde med, er jo paraffin, det her var stearin. Det er jo et levende materiale. Det ånder og derfor gør det noget, som vi ikke ville have, det skulle gøre. Det artede sig på en mærkelig måde.” Under mødet kommer de to kunstnere også til at tænke på en anden situation, hvor stearinen satte dem på prøve: ”Første gang vi skulle hælde stearinen i en af de her beholdere, var der et lille bitte hul, så det hele endte med at ryge ud på gulvet.”, fortæller Julie. Til sidst fik de dog endelig taget på stearinen og Julie fik 3 værker ud af besøget hos Janne, som hun var meget tilfreds med. De tre værker endte med at hedde ’Bloklys 1’, ’Bloklys 2’ og ’Bloklys 3’, som netop har været udstillet hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus på Julies første soloudstilling ’The Mobile Sleeve’. Tidligere har de også været udstillet på Kunsthal Nord i Ålborg, og om værkerne fortæller Julie: ”De blev sgu ret fede. Selvom de ikke gjorde, som jeg ville have det. De blev noget helt andet. Der er noget helt vildt med det materiale. Der er et eller andet med stearin, der ligesom vinder lyset og reflekterer lyset. Det bliver næsten helt marmoragtigt, fordi det både er transparent og alligevel er hvidt. Jeg synes det er vildt interessant.”
Billeder af soloudstillingen 'The Mobile Sleeve' hos Charlotte Fogh Gallery. Foto: David Stjernholm.
Julie og Janne fik noget meget specifikt og håndgribeligt ud af deres møde med hinanden, men det var ikke kun Julies værker, det handlede om: ”Imens vi sad og arbejdede, havde vi nogle rigtig gode snakke, som jeg fik meget ud af. Vi fik vendt kunsten. F.eks. talte vi om, hvor vigtigt det er med en titel, at det er den rigtige titel, og hvilke ting der nu gør et værk til et værk. Der var jo også den forskel, at Julie kommer fra Det Jyske Kunstakademi, og jeg selv nede fra Aarhus Kunstakademi. Julie har haft meget bogligt, jeg har haft hænderne i fedtefadet hele tiden. På Aarhus Kunstakademi er vi meget praktiske, og det er de jo ikke på Det Jyske Kunstakademi på den måde. Så på mange punkter havde vi jo virkelig noget at give hinanden. Vi kunne supplere hinanden på nogle rigtig gode punkter,” fortæller Janne. Julie tilføjer også, at de, under arbejdsdagene i Juelsminde, fik sendt Jannes ansøgning af sted til Nordkraft-udstillingen i Ålborg: ”Vi brugte tid på at gennemgå, hvilke af dine værker, man kunne søge ind med. Vi fik også skrevet ansøgningen til Nordkraft, og du endte med at få nogle værker med. Det gjorde vi, når vi ventede på at stearinen skulle smelte.” Desuden fortæller Janne, at de også kunne inspirere hinanden, imens de sad og arbejdede: ”Der hoppede jo noget op i hovedet på mig. Lige pludselig så smittede noget af på noget andet, som fik os til at tænke ’Ej, det skal vi prøve en anden gang’.” At Julie og Janne kunne dele ud af deres erfaringer og viden kom helt naturligt. Dog var de alligevel, før Julie kom til Juelsminde, blevet enige om en lille byttehandel: ”Meningen var, at jeg skulle ud og bruge Jannes udstyr og viden om stearin, og sammen skulle vi så lave de her skulpturer. Til gengæld skulle jeg hjælpe Janne med at lave en hjemmeside,” fortæller Julie.
Julie Stavad er født i 1987 og Janne Kappel i 1957, men at der var en generationskløft mellem Julie og Janne var der ingen af dem, der havde bidt mærke i. Ifølge Janne var det ’blot dejligt at to generationer kan gå på tværs’, og Julie mente ikke at deres samtaler om kunst skilte sig ud fra de samtaler, hun har med sine jævnaldrende. Hun bed dog mærke i noget andet: ”En tydelig forskel er, at Janne har noget erfaring fra en anden branche, hun har jo haft et paraffin støberi. Janne er helt vildt inspirerende og har en anden måde at arbejde på. Hun har en helt anden professionalisme i forhold til at gennemføre noget. Jeg har ikke haft specielt meget at gøre med dem, der er uddannet fra Aarhus Kunstakademi. Jeg synes, det var enormt spændende og bekræftende at komme lidt nærmere ind på den uddannelse. Der er to akademier, og der er en grund til, at man ikke kan sammenligne dem, for de er forskellige, men det er også specielt, at man ikke sådan rigtig kender til hinanden. Jeg synes, det er meget sjovt, at vi er uddannet på samme tid, men fra to forskellige steder, og vi derfor kan forskellige ting. Du har en baggrund, som er meget håndværksmæssig, jeg har en, der er mere teoretisk. Derfor kunne du gå ind og hjælpe mig med mine værker, selvfølgelig også på grund af din erfaring inden for den branche,” siger Julie og tilføjer: ”Det skal også siges, at du har jo ikke bare hjulpet mig, fordi du kan finde ud af at støbe stearin. Du har også hjulpet mig som kunstner. Vi har jo talt helt vildt meget om værket. Nu har jeg samarbejdet med mange, der ikke rigtig ved, hvad en skulptur er eller i hvert fald ikke rigtig anerkender dens eksistens, og det har du jo gjort fra starten. På den måde er du også en kollega, der har hjulpet mig.”
Til mødet er det helt tydeligt, at Janne og Julie har hygget sig gevaldigt i ugerne hos Janne. Selvom de stod op kl. 6 om morgenen for at arbejde, var der alligevel også tid til at hygge sig sammen. Både Julie og Janne virker utroligt begejstrede, når de fortæller om ugerne i Juelsminde, og Julie fortæller: ”Det var nogle fantastiske uger. Det er jo helt vildt, hvordan man kan møde et menneske, sådan lidt tilfældigt, og så ender det med, at vi sammen laver et kæmpe værk.”, hvortil Janne kommenterer: ”Jamen jeg syntes, det var spændende, og det var jo super, at man kunne bruge hinanden. Os to, vi gik bare i spænd.” At kemien mellem de to kunstnere er særlig god, er ikke svær at overse, da de kommer ind og fortæller om deres oplevelse med hinanden på Aarhus Billedkunstcenter. De to griner, imens de fortæller, og er meget interesserede i, hvordan det går med hinanden. Janne skal vide, hvad reaktionen har været på værkerne de sammen lavede i sommer, og Julie skal vide, hvordan det går med Jannes planer om at lave den nedlagte skole til et sted, der kan udlejes til kunstnere. Siden i sommer, hvor Julie og Janne brugte sommeren på at støbe stearin i Juelsminde, har de ikke haft meget tid til at ses igen. Julie er dog overbevist om, at hun en dag skal tilbage og arbejde videre: ”Når man på en eller anden måde arbejder så meget med materialer og tunge, store ting, som jeg gør, var det så fedt at komme ud og være i nogle ægte produktionsfaciliteter. Der var de ting, jeg skulle bruge. Der var en spand fuld med handsker, klemmer og stikkontakter over det hele. Jeg har talt med mange om, at vi skal ud og have et ophold ude ved Janne.” Julies besøg gav Janne mere blod på tanden for at gøre sit hjem til et residency for kunstnere. Hun fortæller lidt om sine tanker: ”Det kunne være sjovt at blande nogle udlændinge med nogle danskere. Det kunne være interessant, tror jeg. Det der med, at man kan ’ping pong’e’ med hinanden. Det er rart at kunne spørge andre, gå på afstand af noget,” og hun tilføjer, at hun ønsker, at der kommer mange derud og får en god oplevelse.
Af Emilie Juul Thorsteinsson
06/03/17
Julie og Janne er endnu ikke færdige med Jannes hjemmeside.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Anne-Sofie Overgaard og Sanne Ransby, 2017
Onsdag d. 8. juni mødtes Anne-Sofie Overgaard og Sanne Ransby. Anne-Sofie Overgaard er født i 1990 og er uddannet på Det Jyske Kunstakademi. Hun arbejder primært med vævning, installation, digital grafik og tegning. Sanne Ransby er født i 1963 og er også uddannet på Det Jyske Kunstakademi. Sanne arbejder med billedvævning og så arbejder hun med lasercuts i tekstile installationer og billeder. Gennem Instagram var de to kunstnere stødt på hinanden, og havde arrangeret et møde i Sannes værksted. Herefter mødtes Aarhus Billedkunstcenter med dem for at høre, hvordan det var gået.
Før generationsmødet havde Anne-Sofie gjort sig nogle tanker om, hvad hun gerne ville tale med Sanne om, og noget af det der særligt var interessant for hende var, hvordan Sanne lever af sin kunst: ”Vi talte rigtig meget om, hvad Sanne har lavet efter akademiet, og hvordan hun har fået det til at hænge sammen siden.” Dette emne var Anne-Sofie dog ikke ene om at ville tage op, da Sanne fortalte: ”Her ved vores første møde var jeg mest optaget af at ’guide’ Anne Sofie til en mere smooth start på sit arbejdsliv, end jeg selv havde.” Hertil tilføjede Sanne: ”Vi talte om, hvor mange år, det tog mig, fra jeg var færdiguddannet, til jeg ikke længere bijobbede udenfor kunstfeltet, og jeg tænkte, at det må kunne gøres hurtigere. Det vil jeg gerne hjælpe Anne-Sofie med at komme igennem noget hurtigere. Hvis man ser det lidt udefra, sådan lidt helikopter-agtigt, er der måske nogle ting, som man godt kunne springe over, og noget der var sjovere at kaste sig ud i.” Anne-Sofie var glad for, at emnet blev taget op og fortalte: ”Det har været en stor hjælp, især der hvor jeg er lige nu og lige er blevet færdig. Det er lidt det, man mangler, fordi der ikke er nogen formel på, hvordan det skal gøres”. Til det var Sanne enig, og kommenterede: ”Ja, man kan godt være lidt fritsvævende.”
Sanne Ransby (venstre) og Anne-Sofie Overgaard (højre).
Rent fagligt havde de to billedkunstnere også meget at tale om. Om det fortalte Anne-Sofie: ”Jeg tror måske at det var mig der lærte mest. Det var meget godt at møde én, som arbejder inden for samme felt som én selv, og som er meget dygtig. Sanne arbejder meget teknisk og har prøvet meget af.” Grundet deres fælles arbejdsmetode, vævning, blev der talt en masse om Sannes vævninger, vævetekniske metoder, og ifølge Anne-Sofie blev det ”meget nørdet”. På trods af at hun mente, at hun havde lært mest, mente Sanne også, at hun havde fået en masse ud af sit møde med Anne-Sofie: ”Jeg synes, at det er enormt spændende, hvordan verden ser ud fra Anne-Sofies vinkel, og hvordan hun bruger vævning på en helt anderledes måde end det, jeg kender til, eller i hvert fald som min generation bruger vævning. Jeg tror, at jeg ofte har stillet ’irriterende’ spørgsmål til mine kollegaer som; hvad vil du med det? Og dér synes jeg, at det er vigtigt og interessant, at Anne-Sofie både formulerer sig omkring det og sætter det ind i sin egen sammenhæng.”
Efter mødet spurgte vi Anne-Sofie og Sanne, hvad der havde forundret eller overrasket dem. Om det fortalte Sanne: ”Det var overraskende at opdage, at Anne-Sofie er ligeså optaget af vævningen, som udtryksform, som jeg selv.” For Anne-Sofie drejede det sig om Sannes værker: ”Jeg blev meget overrasket over dine værker. Jeg syntes, de var rigtig flotte, og jeg blev overrasket over måden du bruger vævningen på. Det var også overraskende, at du startede med væven, og at det er dét du har taget uddannelse i. Du har fået mere hardcore undervisning end jeg har, men du har også ligesom åbnet det op.” Desuden havde der været en anden ting, der var kommet bag på Anne-Sofie; nemlig stedet hvor Sanne og andre kunstnere har værksted, som ifølge Anne-Sofie var ”rigtig lækre”. Sanne har værksted på Den Blå Hest i Højbjerg, hvor der der pr. 1. oktober bliver seks værksteder ledige. Herudover har Aarhus Kommune fire ledige værksteder pr. 1. maj 2017 og lejeperioden er fem år med mulighed for forlængelse på op til maximalt otte år. Ansøgningsfristen er d. 31. januar 2017 kl. 12:00, og man kan læse mere om det på Aarhus Billedkunstcenters hjemmeside. Ansøgning foregår her.
Til Venstre: Anne-Sofie Overgaards eget billede af hendes værksted.
Til Højre: Sanne Ransbys værksted. Foto: Kirstine Autzsen.
Siden Anne-Sofie og Sanne mødtes, d. 8. juni 2016, har de holdt kontakt. Gennem mails og tilfældige møder ved diverse ferniseringer, har de holdt kontakten ved lige, og ifølge dem begge skal de bestemt mødes igen. For Sanne var der potentiale i flere møder: ”Jeg ser vores møde som en begyndelse til et nærmere bekendtskab. Der er stadig mange ting/erfaringer, vi har til gode at dele, så jeg ser det ikke som et afsluttet forløb.” Om generationsmødet fortalte Anne-Sofie: ”Det er super fedt, at snakke med én, som har en masse erfaring med at arbejde som kunstner i den virkelige verden. For mig, var det at gå på akademiet, som at være i en ’kunstboble’, hvor alle forstår, hvad man refererer til. Når man er færdig på akademiet, er det en ’kold tyrker’, og derfor var det rigtig givende for mig at mødes med Sanne og snakke om meget praktiske ting, ift. hvordan man får en hverdag til at hænge sammen som kunstner.” Hertil tilføjede Anne-Sofie om mødet med Sanne: ”Jeg følte, vi var på lige fod, som når jeg snakker med kunstnere fra min egen generation, men det var fedt at snakke med en person, som har en masse erfaringer, og som gerne vil dele ud af dem.” Også Sanne havde været begejstret for mødet med Anne-Sofie, og mente at et lignende møde kunne gavne hendes kollegaer: ”Det må altid være en glæde at kunne dele specifik ’fag-nørdethed’ på tværs af generationer. Og det må også være ’sundt’ for begge parter med nye vinkler,” og så fordele i at mødes med én fra en anden generation: ”Man kommer hurtigt til ’kernen’ af hvad der er væsentligt, når det er det kunstneriske medie/’sprog’ man har til fælles.
Af Emilie Juul Thorsteinsson
16/01/17
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Ida Sønder Thorhauge og Gudrun Steen-Andersen, 2016
Det første møde var mellem Ida Sønder Thorhauge og Gudrun Steen-Andersen. Ida er født i 1990 og er uddannet på Det Jyske Kunstakademi. Hun arbejder primært med tegning, skulptur og maleri. Gudrun Steen-Andersen er født i 1950 og er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hun arbejder i tre spor; frie arbejder, udsmykninger og portrætbuster. Ida og Gudrun mødtes i efteråret 2015 i Gudruns atelier ved Spanien. Efterfølgende mødtes Aarhus Billedkunstcenter med dem endnu en gang, i Gudruns atelier, for at høre, hvad de havde fået ud af deres møde.
Både Gudrun og Ida havde syntes godt om konceptet med generationsmødet, idet de begge var enige om én ting: ”Ens egen generation har ofte en bestemt måde at tale om kunst på. Snakker man med sin egen generation, vil man have mange af de samme erfaringer.” Ved at mødes på tværs af generationerne kunne Ida og Gudrun sparre med hinanden på mange punkter. Til at starte med havde Ida nogle tekniske spørgsmål, som Gudrun med sin erfaring kunne hjælpe med. Om det fortalte Ida: ”Det var spændende at se, at der er en kunstner, der arbejder så teknisk, og at der findes sådan et værksted i Aarhus.”, og tilføjede at hun med dette besøg, havde fået undersøgt sin interesse for den figurative skulptur og dens materialehistorie yderligere. Også Gudrun havde nydt den tekniske sparring: ”Det var en god parring af Ida og jeg, fordi Ida arbejder med det figurative. Vi kunne bruge hinanden til at tale om processer.”
Til venstre: Ida Sønder Thorhauges installation ’Later, As Mastery Was Gained’ på Kunsthal, Aarhus.
Til højre: Gudrun Steen-Andersens eget billede af hendes værksted.
Et andet emne Ida og Gudrun kunne sparre med hinanden om var livet efter kunstuddannelsen, en uddannelse som Ida fik understreget på mange punkter ikke var helt ligegyldig: ”Vi talte om vigtigheden af at have en kunstakademisk uddannelse i forhold til fondsstøtte fx fra statens kunstfond.” Om livet efter kunstuddannelsen sagde Ida: ”Efter at have taget afgang, oplever mange et tomrum”, og tilføjede at det for hende havde givet noget perspektiv at tale med Gudrun. I tiden hvor Ida mødtes med Gudrun var hun meget optaget af, hvordan hun kunne blive i Aarhus og arbejde efter hendes afgang fra Det Jyske Kunstakademi, noget hun så som en udfordring: ”Under uddannelsen er DJK et af få faste holdepunkter for de studerende. Når studietiden er afsluttet, har det været en stærk tendens, at de studerende fra akademiet flytter udenbys eller udenlands.” Ida overvejede at flytte til København som mange af de medstuderende, idet hun mener at de kollegiale sammenhold er en vigtig faktor for at skabe et godt arbejdsliv. Hertil kommenterede Gudrun: ”Så snart man har fundet fodfæste et andet sted, er det svært at komme tilbage til Aarhus.” Hun så en klar fordel i at skabe et kunstnerisk miljø i samarbejde med akademiet, men hun mente det krævede, at kunstnerne får bedre forhold. Blandt andet fortalte Gudrun, at hun rent faktisk havde inddraget denne problematik i arbejdet med at bevare det kunstnermiljø, hun er en del af i ”Spanien”, hvor hun har slået til lyd for, at en af Sydhavnens eksisterende bygninger, som snart bliver ledig, meget vel kunne huse både DJK og flere værkstedsfællesskaber i fremtiden. Grundet problemstillingen så både Ida og Gudrun en mulighed med generationsmødet. Da de blev spurgt om hvorvidt betydningen af mødet rækker ud over de to kunstnere der mødes, lød svaret: ”Det skaber kontakten, og hvis man skaber flere generationsmøder, kan man danne et netværk af disse. Resultatet ville være en fællesskabsfølelse på tværs af generationer i Aarhus.” Hertil tilføjede Gudrun: ”Det vigtigste ved generationsmøderne er at skabe kontakten mellem de unge og ældre kunstnere. Hvem de er og hvad de hver især skaber er ikke så vigtigt, for de vil alle sammen kunne bruge hinanden til noget.”
Til venstre: Ida Sønder Thorhauges eget billede.
Til højre: Gudrun Steen-Andersens eget billede af hendes værksted.
Efter generationsmødet var Ida positivt overrasket over, hvor åbent de havde talt sammen på trods af, at de aldrig havde mødt hinanden før. Desuden havde hun tænkt videre over, hvor forskellige de var, på trods af at de havde det figurative til fælles, samt hvor meget kunsten kan ændre sig på bare få år. Som nyuddannet kunstner nød Ida at tale med en kunstner med erfaring: ”Hun virkede meget afklaret med hvad hun ville. Der var helt klart en anden tilgang til det at lave kunst, som var meget forskellig fra den ofte konceptuelle tilgang, som jeg er vant til fra akademiet.” For Ida hjalp generationsmødet hende til at få etableret en kontakt til en af de mange kunstnere der rent faktisk arbejder i Aarhus. Mødet hjalp også Gudrun til at få øjnene op for nogle af de mange nye kunstnere som befinder sig i Aarhus: ”Jeg kan bruge de unge til at følge med i, hvad der sker i byen. Nogle gange er de ældre ikke klar over de nye ting, der starter op.” Om mødet med Ida tilføjede Gudrun: ”Det var spændende for mig, at høre en nyuddannet kunstners tanker om uddannelse og fremtid,” og tilføjede om selve generationsmødet: ”Jeg tænker også, at sådanne generationsmøder ikke bare opstår spontant. Vi blev opfordret til at mødes af Aarhus Billedkunstcenter og var begge glade for initiativet, men det er nok noget, der skal formaliseres i første omgang. Jeg tror, at mulighederne for at skabe noget bæredygtigt ligger i en struktur, hvor flere får opfordringen til at skabe et generationsmøde, og at vi efter at have etableret kontakt én til én, kan samles i et netværk, hvor vi vil kunne få gavn af hinanden på kryds og tværs.”
Af Emilie Juul Thorsteinsson
02/12/16