
Aarhusianske kulturinstitutioner støttede det kunstneriske vækstlag med Aarhus Art Prize.
Aarhus Art Prize hyldede fra 2018-2025 den unge kunst i Aarhus. Med to priser, initieret af Kunsthal Aarhus, Godsbanen, Aarhus Billedkunstcenter, Jyllands-Posten og ARoS, støttede institutionerne talentfulde kunstnere, som bidrager særligt til byens kunstliv. Aarhus Art Prize støttede vækstlaget og den kunstneriske fødekæde i Aarhus med henblik på at tiltrække og fastholde kunstnerisk talent og styrke Aarhus som en levende kulturby.
Den første pris var Talentprisen. Den blev uddelt til en afgangsstuderende fra Det Jyske Kunstakademi, hvis afgangsværk udmærkede sig i særlig grad. Prisen blev givet til et værk udstillet på årets afgangsudstilling og bestod af et beløb på 30.000 kroner samt en invitation til at afholde en artist talk på Kunsthal Aarhus.
Den anden pris var Soloprisen. Den blev uddelt til en tidligere dimittend fra et af de danske akademier (eller et tilsvarende akademi), som, senest fem år efter dimission, havde sat et særligt aftryk på Aarhus gennem sit relativt nye virke. Prisen bestod af et karriereforløb, der udover et beløb på 30.000 kr. tilbød kunstneren et års samarbejde med de involverede institutioner.
Støttet af
![]()