(in Danish only)

Her er en række stemningsbilleder og tekst fra et residenceophold på TækkerAIR Berlin.

Kronik: Stemmer fra Berlin, af Birgit Bjerre og Jens Peter Engedal
(TækkerAIR Berlin residency maj 2018)

Vi sidder på et af de store græsarealer på Tempelhof, den lukkede lufthavn som danner en kæmpe skive fri for alle berlinere og turister at cykle udover. Her er lærker, og man kan se langt. Jeg har spurgt en familie på picnic om jeg må tegne en af dem. De sidder på et stort plastiktæppe i solen. De taler tyrkisk, og jeg bliver budt på the. Varm te i varmen på et varmt tæppe.  Jeg tegner først hende der taler mest, hun springer først til. Jeg må bede hende sidde en lille smule mere stille. De andre griner af hende, fordi hun ikke kan sidde stille. Jeg spørger hende hvad det bedste er ved Berlin: ”Demokratiet og friheden”, siger hun og fortsætter, ”at alle må sige det de vil”. Hvad er det værste så? ”At mennesker tror de kan tillade sig alt overfor hinanden”.

Berlin er styg, og Berlin er skøn. Måske vil man kunne sætte den sætning på langt de fleste steder, hvor der befinder sig mange mennesker på én gang. Det er et paradoks. Menneskets måde at befinde sig sammen på er de fleste steder skøn og styg.
Vi har fået tildelt en måned i en legatlejlighed i Kreuzberg.  Vores ønske til de fire uger er at udforske forskellige zoner i Berlin og helt ud til Berlins yderkant. Hele ideen med at udforske forskellige områder af Berlin kom sig egentlig af et ubehag ved tanken om at være i en europæisk storby i en måned og kun holde sig til ”bohemekvarterer” og blive i det Birkenstockklædte paradis. Vi ville undersøge om europæiske storbyer hænger sammen fra kernen og ud på landet. Vores tese er at byen og det mennesker siger om deres liv i byen forandrer sig fra midten og udefter. Kreuzberg er da også som vi troede et miks af studerende, tyrkiske familier, mødre og fædre med babyer fastspændt på kroppen med indiske tørklæder, yogatrimmede og på mange måder mennesker man kunne se på en hvilken som helst dag på indre Nørrebro. Bevæger man sig blot 4, 8, 16 kilometer ud af byen til for eksempel Marzahn, eller helt ud til Erkner (en af endestationerne mod øst) er byen og dens mennesker helt anderledes. Det er de på flere måder. Sammensætningen af mennesker, håret, tøjet, ansigtsudtryk, gadens linjer, bygningerne og ja, prisen på kaffe og sodavand, ændrer sig med uhyre præcision. Men, når de taler om Berlin er de utroligt enige. Det vil jeg vende tilbage til.

Til alle de tider har der eksisteret videnskabsmænd, biologer, opdagelsesrejsende og kunstnere som har anvendt tegninger og fotos for at ”erkende” et sted. Selv de mest såkaldt hardcore objektive videnskabsmænd er blevet fanget æstetisk og er blevet berørt af stedernes objekter, historier og mennesker. Jeg har studeret forskellige optegnelser og dagbøger inden vi rejste og kan se en særlig opmærksomhed hos den der første gang ankommer til et nyt sted. Den skærpede opmærksomhed synes jeg er interessant. For hvor mange mennesker skal man egentlig tale med for at lære et sted at kende? 5? 10? Et?  En af vores metoder er at jeg spørger om jeg må tegne en person og stille tre spørgsmål. I hovedtræk har jeg tre spørgsmål til dem: Hvad er det bedste ved det sted du bor? Hvad er det værste? Og hvis de har mod på det: Hvordan ser du på de andre områder (jeg nævner de steder vi ellers vil undersøge).
Typisk tager det 10-15 minutter at tegne et portræt. Jeg får lov til at tilbringe tid med dem og virkelig kigge på dem (normalt ser man ikke så længe på hinanden i Berlin, med mindre man er ude på noget). Jeg oplever at de åbner sig og bliver både forlegne og tilstede af at blive tegnet. Når jeg tegner dem, får jeg på en eller anden måde adgang til at træde tættere på. Måske ligger der i transaktionen noget helt særligt: Jeg sidder foran dig og ser dig virkelig. De fortæller og fortæller om byens liv.

Allerede efter en uge slår det os. Uanset hvem vi taler med mener de ikke byen hænger sammen længere. Ikke på den måde at Berlin er forskelligartet, nej de frygter for byens tilstand og de føler ikke at Tyskland eller sågar Europa længere kan hænge sammen. Man er sin egen, først. Det er ikke muligt at flytte sig hvorhen man vil. Berlin har forandret sig, og selvom der nu er åbne grænser, er grænserne rent socialt og mellem de forskellige individer, ekstremt store. Deres hovedfortælling er imidlertid den samme. Byen har gennem de sidste mange år, også før muren faldt og længe før 2. verdenskrig, været præget af en dominerende tanke om frihed. Frihed til at gøre det man har lyst til. Før murens fald var Vestberlin en fristad. Det eneste sted i Tyskland som ikke var domineret af storkapital og det eneste sted man som mand kunne undgå værnepligten. Man behøvede stort set ikke arbejde. Byen var en fest. Man passede sit simple liv, og der var meget lidt travlhed og trafik. Som en kvinde siger: Muren var DDRs beskyttelse mod kapitalismen, men den beskyttede os i Vestberlin mod den samme kapitalisme og mod gældende regler og dogmer i resten af landet. Her kunne man som sagt undgå værnepligt, her var huslejen lav, her måtte man gå arbejdsløs længere, her var fri sex, frie forhold og leje uden kontrakter. Man kan være så fræk at påstå at Vestberlin på den måde levede en uendelig teenagetilværelse i sit helt eget vesttyske ungdomsanneks, hvor ydermuren var bygget af DDR.
Men så væltede muren, og ind væltede det med penge, indvandrere, Starbucks, CFK, kædebutikker, byggematadorer, hovedstadsstatus, botoxbehandlinger, boligspekulanter og trafik. Byen er præget af den enorme griskhed og investeringsråhed som præger andre storbyer. Pengestrømmen er nådesløs som langsom, død lava. Så nu er byen et kaos af interesser:  Huspriserne eksploderer. Det driver i gaderne med fattige immigranter, tyskere, gamle og unge som har det hårdt. Gamle mænd samler flasker, unge ryger hash så det svider i øjnene, hver måned dør mindst et menneske i et raveparty på spillestedet ”Berghain”, og på Kuhrfürstendam kan man købe et par sko for små 5.000 euro.

Men blev de frie? Blev de mere frie? Og hvordan var det at blive ”vest-voksen” også for vestberlinere? Og er det i sig selv en værdi at være ”fri”? En siger: ”Vores by var en by jeg kunne li, nu er det ikke min by længere. Jeg tror simpelthen ikke på at Tyskland kan hænge sammen, det gør mig bange”. (Peer, 52, mekaniker, Neuköln). En anden siger ”Min by er væk, jeg kan som jordmor ikke længere bo i den, jeg må kæmpe på mit arbejde for tid til kvinderne og jeg må kæmpe for at bo når jeg har fri” En tredje siger: ” Her tror alle at alt er frit, men frihed her betyder i virkeligheden at mennesker tror de kan tillade sig hvad som helst overfor hinanden, og det bliver rigtigt grimt” (Nevana 25, studerende, Kreuzberg)
En fjerde siger ”Jeg kunne unde de unge i dag at have oplevet 80’erne og 90’erne, der var frihed, i dag er de unge så bange for ikke at klare sig, og det er der god grund til.” (Suzie, 51, Kreuzberg)
Jeg kan uddybe deres fælles bekymring for den ekstreme grådighed som hersker i samfundet med Porsche mekanikerens konkrete erfaring. Her er hans eget eksempel på, hvordan Tyskland ikke hænger sammen længere: ”For år tilbage fik man gode reservedele fra Porsche. Nu har aktionærerne så stor en griskhed, at produktionen af det der burde vores lands stolthed (virkelig god og grundig teknik) bliver undermineret. Jeg må sende over halvdelen af reservedelene retur, de holder ganske enkelt ikke. De kan ikke producere ordentligt længere. De sparer for at tjene. Landet er på vej ned. Jeg troede engang på det liberale, på kapitalismen. Nu kan jeg se at systemet æder sig selv oppefra.”

To sætninger kører I mit hoved: “Berlin ist nicht länger meine Stadt”. I den her by klarer den sig godt som klarede sig godt i forvejen. Jeg tænker at individet er som et slags flyvende tæppe af begrænsede muligheder. Friheden er sand, og den er løgn. De mennesker vi møder er bundet af deres økonomiske status, deres arv, deres sociale kapital, af deres udgangspunkt. De vil sandsynligvis aldrig nogensinde tale med hinanden. De har fordomme over for de andre. De er, ikke overraskende, mest trygge ved dem der ligner dem selv mest og bevæger sig sjældent på tværs af zoner og forskelligheder, præcist som alle vi andre. Og præcist det gør sammenhængskraften usikker og skrøbelig. Som kiggede man ned på et vejnet, eller et glas med organismer, sårbare dna strenge, og hele tiden danner der sig mønstre: I byrummet, i trafikken og på græsset i Tempelhof. Mønstre som er måske lidt frie, men mest af alt ganske forudsigelige. Vi troede vi ville finde urbane forskelle fra midten af Berlin og ud, men det eneste vi hører er et samstemmende: Vores by og Europa hænger ikke sammen længere.

      

Iagttagelserne her er baseret på interviews med 25 fastboende berlinere.
Birgit Bjerre billedkunstner og planner, Jens Peter Engedal er professionel fotograf
Foto Jens Peter Engedal. Tegning Birgit Bjerre