1. - 30. august 2019
Godsbanen
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
“For nu at sammenligne mennesker med hvedekorn. For i enhver person som er sund og naturlig, findes kraften til at spire ligesom i et hvedekorn. Og således er det naturlige liv, spiring. Det, kraften til at spire.” Brev 574, skrevet af Vincent Van Gogh til sin søster, Willemien Van Gogh, Oktober 1887.
Billedkunstner, Johanne Lykke, der er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2015, udstiller projektet “Harvesting The Sun” hele august måned i Godsbanens store foyer.
August danner traditionelt ramme for en vigtig begivenhed i landbrugskulturen, nemlig høsten, hvorfor måneden kaldtes for høstmåned på gammelt dansk. Igennem menneskets historie har høsten dannet grundlag for forskellige ritualer og fejringer. Høsten har også været et vigtigt motiv i kunsthistorien og i den danske salmetradition. Med teknologiens og samfundets udvikling, lever de fleste danskere dog ikke længere tæt på høsten. Selvom vi har distanceret os fra høsten, så er den stadig en del af naturens gang og vi må høste, det vi har sået - på marken som i livet.
Menneskets forhold til naturen er et centralt tema i Lykke’s kunstneriske praksis, der søger sammenhænge mellem det sublime i naturen og i maleriet. Med høsten som overordnet ramme, arbejder hun i denne udstilling med at skabe en dialog mellem landskabet og det abstrakte maleri.
'Harvesting The Sun' består af fem monumentale akvarel- og gouachemalerier på papir. På udstillingens længste betonvæg hænger fire horisontale malerier af 4,5 meter x 1,5 meter hver. Disse såkaldte “Color Samples” består af gentagelser af farverige, dynamiske streger på hvidt akvarelpapir. Lykke er optaget af relationer mellem farver. Hvert farvestreg er en komponent, der i kraft af de øvrige farvestreger tilsammen danner en større helhed - et helt landskab.
Modsatte betonvæg præsenteres akvarellen, 'How The Sun Rose', som måler 5 meter x 2 meter. På det store stykke papir flyder vandige, farveflader ud i hinanden, som skiftevis opbygger og nedbryder idéen om et høstlandskab. Værket er et monumentalt abstrakt udsagn, der peger på en romantisk, og måske åndelig, forbindelse til solen og landskabet.
I løbet af udstillingsperioden vil en kollektiv yoga-performance finde sted. Her er alle velkomne til at tage del i en guidet yoga-session, som vil foregå i blandt udstillingens værker i Godsbanens store foyer-rum. Dato og information følger.