Gå til hovedindhold

Nye regionale kunstfonde – supplerer Statens Kunstfond

Skrevet 23. dec 2020

Danmark har fået to nye regionale kunstfonde: Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond.

Fondene skal være med til at understøtte udviklingen af lokale kunstproduktioner og etableringen af økonomisk bæredygtige kunstvirksomheder og kunstmiljøer. Fondene dækker hele landet med undtagelse af Region Hovedstaden, dog inklusiv Bornholm.

Billedkunstnere og andre skal stadig søge Statens Kunstfond, som de plejer, men kan søge de regionale puljer sideløbende. Fondene har et særligt fokus på kulturelt iværksætteri, forretningsudvikling, bedre produktionsforhold og netværksskabelse fx til lokalt erhvervsliv. Der ydes støtte til forskellige former for kulturelt iværksætteri, som vurderes økonomisk bæredygtigt, nytænkende og af høj kvalitet og som har potentiale i forhold til at skabe erhvervsmæssig vækst i det lokale kunstmiljø. Fondenes støtteområde og støttemodtagere ligger dermed i grænsefeltet mellem kunst/kultur og vækst/erhverv. Yderligere info om fondene kommer i oktober, hvor puljen præsenteres her: https://slks.dk/regionale-kunstfonde/

Det vil være muligt at ansøge om tilskud fra fondene i november 2018 og ansøgningsfristen vil blive offentliggjort her på siden: https://slks.dk/regionale-kunstfonde/
I 2018 er der afsat 4.6 mio. kr. i alt til uddeling i de to fonde – og det anbefales at søge i den kommende runde, også med eksperimenter, da første runde nok bliver relativt åben og skal uddeles inden 2018 er gået.

(Tekst er bl.a. hentet fra hjemmesiden: https://slks.dk/regionale-kunstfonde/)