Af Sabrina Spaabæk Bilander, cand. mag. i Æstetik og Kultur

”Urbane Vildspor” er visuelle spor afsat af byens liv og handlinger. De er direkte aflejringer af tusinders praksis, færden og stemmer som de kommer til udtryk i gadekunsten, selvorganiserede aktiviteter, vægmalerier og den urbane kunsts ukendte fortællinger. For tredje år i streg arrangerer Aarhus Billedkunster tre guidede kunstture under titlen URBANE VILDSPOR. Den 30-31. maj 2015 går det løs, når kunstnere og kunstformidlere guider aarhusianerne rundt i byens vildnis.

Aarhus er værd at udforske, når det gælder kunst i byens gader og offentlige steder. Smøger, husgavle, parker, lygtepæle, stier og fortove bliver kontinuerligt prydet med alt, hvad den danske gadekunstscene har at byde på. Byens travlhed reflekteres i de hastige værker, der sættes op i nattens mulm og mørke. Stencils, paste-ups, graffititags, ”guerilla gardening”, ”rooftops” og ”yarn bombing” er blot nogle få eksempler på de kunstneriske metoder som de urbane kunstnere tager i brug, når de vil sprede deres sjove, eller til tider, politiske budskaber blandt byens hverdagsfortællinger. 

Da kunsten i det offentlige rum er skabt på byens betingelser, bliver værkerne oftest en så integreret del af det samlede udtryk, at man lettest overser disses vedkommende historier og input. En guidet kunsttur rundt i det urbane vildnis, kan derfor anbefales, hvis man vil opleve de små finurligheder, fortællinger og kunstneriske indslag, der lige præcis kendetegner byen Aarhus. Vi skal på URBANE VILDSPOR d. 30- 31. maj 2015 – skal du med?

URBANE VILDSPOR er et formidlingsprojekt arrangeret af de to kunsthistoriestuderende Jeanett Tagara og Monia Kroul i samarbejde med Aarhus Billedkunstcenter og Art Weekend Aarhus. Projektet er oprindeligt skabt i 2013, hvor de guidede kunstture indgik som en del af gruppeudstillingen ”Urbane Vildspor” som jeg kuraterede for Aarhus Billedkunstcenter. Udstillingskonceptet bestod af en demokratisk tilgang til det offentlige rum, hvor tanken var, at alle byens borgere og aktører kunne bidrage aktivt til at skabe liv og diversitet. I forlængelse heraf ville jeg gerne formidle alsidigheden ved begrebet ”urban kunst” både gennem nyproducerede værker af kunstnerne Kit Carlsen, Sune Lysdal Jacobsen og David Ramírez Gómez, men i lige så høj grad i sammenhæng med guidede ture ud til byens udsmykninger, arkitektur og gadekunst.

Hans Krulls gavlmaleri ”Mågekysset” i Fiskergade (1985). Foto: Barbara Katzin, 2013/Urbane Vildspor.

DEN URBANE KUNST rejser ofte spørgsmålet om, hvorvidt de subkulturelle og kreative aktiviteter i byrummet kan ses som et udtryk for kunst eller snarere som vandaliserende hærværk. Til denne diskussion er det givende at definere, hvad begrebet ”gadekunst” dækker over. Kunstkritiker og gallerist, Toke Lykkeberg, forklarer gadekunst (street art) ud fra tre forskellige forståelser. Begrebet bruges for det første om al kreativ aktivitet i byens gader, hvilket indbefatter alt fra graffiti og kulturel aktivisme over konceptuelt orienteret samtidskunst til såkaldt kunst i det offentlige rum. Denne brede definition bliver ofte anvendt i medierne, men kritiseres af Lykkeberg for at ignorere bestemte retningers forskellige regelsæt og historiske tilblivelse. 

Den anden ”gadekunst”-definition fokuserer blandt andet på gadekunst som uautoriseret kunst i traditionen fra graffiti. Det dækker over en historisk tradition, der har rødder i en bogstavbaseret graffiti, som startede i 60’ernes og 70’ernes New York og Philadelphia. I denne forståelse bliver graffitiens historie opfattet som en stadig foranderlig og kontinuerlig historie, der skrives videre med nye metoder. Her dækker gadekunst over tidligere nævnte metoder som stencils (spraymalede motiver efter skabelon) paste-ups (opklistrede plakater), graffititags (spraymalede, bogstavbaserede motiver) guerilla gardening (brug af planter og natur i byen, fx illegitime byhaver), rooftops (skrift placeret højt oppe under taget), yarn bombing (strikkeinstallationer i byen), perleplader, mosaiksten og lysprojektioner. 

I modsætning hertil bliver den tredje forståelse for ”gadekunst” karakteriseret af Lykkeberg som et opgør med graffitien. Gadekunsten udspringer af graffiti som tradition, men kan med kunstnere som Banksy, Zevs og HuskMitNavn i 1990’erne og 2000’erne, opfattes som et bevidst alternativ til graffitiens regelsæt og normer. I denne forståelse, der også betegnes post-graffiti og sidenhen meta-graffiti, er gadekunst dermed ikke synonym for graffiti, men legitimerer sig igennem nye generere af mere performativ og konceptuel karakter. 

Det er ikke min opfattelse, at formidlingsprojektet ”Urbane Vildspor” har til hensigt at tillægge bestemte genrer særlig værdi frem for andre, når det gælder byens mangfoldighed af gadekunst, graffiti, arkitektur, kunst i det offentlige rum m.m., men derimod forsøge at favne og formidle den rummelige tilgang til byrummets visuelle forskelligheder. Det urbane kunst-begreb lægger sig hermed i forlængelse af Lykkebergs første definition, idet ”Urbane Vildspor” præsenterer et bredt udvalg af både gadekunst, graffiti, samtidskunst og kunst i det offentlige rum, men med respekt for de forskellige retninger og genrers diversitet. Det interessante er imidlertid, at diskutere, hvorfor kunsten er vigtig i byrummet? Er det hærværk eller er det kunst? Har det en berettigelse som en del af en deltagende offentlighed?

Med en demokratisk tilgang til det offentlige rum in mente, vil jeg mene, at den urbane kunst kan være med til at genere borgerdeltagelse eller i hvert fald opsætte en mulig platform, hvor en form for ”folkelig” stemme kan komme til udtryk. Kunstværkernes officielle berettigelse i samfundet synes dog at være afhængig af en kunstinstans som et museum eller en kunsthal, for at få en blåstempling som et kunstværk med en samfundsmæssig eller æstetisk værdi. Uautoriserede værker bliver enten opfattet som værende udtryk for en kriminel handling eller som kunst. For hvis det er udført uden tilladelse, kan det vel ikke have en kunstnerisk værdi?

Graffiti i Vestergade. Foto: Bjørn Lilleris Rasmussen, 2014/Urbane Vildspor.

DEN SVENSKE GRAFFITIMALER og dr.phil. i Kunstvidenskab, Jacob Kimvall, har i forelæsningen Hiphop och punk som folkbildning: Graffiti kriminellt snyggt (april 2015) valgt at udlægge graffitien som en konstruktion, der er produceret både af subkulturelle og institutionelle aktører. Den institutionelle effekt på graffitien har bl.a. betydet en opfattelse af graffitien som enten forurening/kriminelt hærværk eller som kunst/kultur. Kimvall foreslår i stedet en forståelse, hvor det ene ikke udelukker det andet og anerkender graffitien som en kombination af de to poler. Min pointe vil være, at det samme gør sig gældende for det meste af den urbane kunst og de kreative bylivsaktiviteter, der opstår i byrummet på uautoriseret hvis. Dermed ikke forstået som at alle kreative aktiviteter i byen kan anses for at have lige stor æstetisk, politisk eller kunstnerisk værdi. Men faktummet, at den urbane kunst muligvis er ulovlig opsat, er ikke nødvendigvis det samme som, at den ikke kan få en gavnlig samfundseffekt.