Gå til hovedindhold

Aarhusiansk kunstner udstiller på Cypern

Skrevet 23. okt 2015

På baggrund af et Open Call opslag i Aabkc's nyhedsbrev udstiller den aarhusianske kunstner Ditte Lyngkær Pedersen fra okt. 2014 - feb. 2015 i den europæisk kulturhovedstad Pafos på Cypern. Vores tidligere kommunikationsmedarbejder og Cand. Mag. i Kunsthistorie Linda Ankerstjerne Jørgensen har mødt Ditte L. Pedersen for at høre nærmere om projektet. 

Aarhusiansk kunstner udstiller på Cypern: Trauma and Therapy – Cypriot antiquity and contemporary art
-Interview med kunstneren Ditte Lyngkær Pedersen. Af Linda Ankerstjerne Jørgensen, den 1. oktober 2014

Det er ikke kun Aarhus, der er udnævnt til at være europæisk kulturhovedstad i 2017. Aarhus deler den fine titel med byen Pafos på Cypern i 2017, og i den forbindelse åbner udstillingen Trauma and Therapy – Cypriot antiquity and contemporary art på det arkæologiske museum i Pafos den 10. oktober 2014. Udstillingen kan opleves frem til den 28. februar 2015, og byder blandt andet på spændende kunstværker af den aarhusianske kunstner Ditte Lyngkær Pedersen.

Pafos2017

Det sidste halve år har Ditte udelukkende haft mailkorrespondencer med kurator og professor i kunsthistorie Niki Loizidi, men mandag d. 6. oktober rejser Ditte ned til den lille by Pafos på Cypern med sin familie. Ditte fortæller, at hun er meget spændt, for hun har kun set museets lokaler og de glasmontre, hun skal udstille sine værker i, på fotos. Hun håber, at hendes udvalgte værker vil spille godt sammen med de antikke objekter, som indgår i den permanente udstilling på museet: ”Jeg tror det kan skabe et rigtigt godt samspil mellem det antikke og det kontemporære udtryk, og jeg glæder mig rigtigt meget til at se det i næste uge.”

Bag udstillingen står Pafos2017 – European Capital of Culture og den nystiftede lokale kulturorganisation Ex-Artis. Udstillingen fremviser samtidskunstværker af 16 kunstnere primært fra Cypern og Grækenland. Med udgangspunkt i museets samling af terapeutiske lerkrukker brugt til olier m.m. fra omkring år 100 f.Kr. til år 100 e. Kr. samt Pafos 2017’s centrale filosofi ”Open Air Factory” har kunstnerne haft til opgave at gentænke krukkernes historiske, antropologiske og psykoanalytiske tematikker. Alle har de arbejdet ud fra den tanke, at terapeutiske objekter kan være bærere af både minder, traumer, sår og smerte – men også håb og helbredelse.

Og netop på baggrund af det overordnede tema traume og terapi er Ditte blevet udvalgt som eneste deltagende kunstner fra Aarhus, da hun bl.a. har arbejdet med tematikker som identitet, sprog, dekonstruktion, minder og synæstetiske oplevelser. Ditte fortæller, at hun så museets Open Call sidste år via Aarhus Billedkunstcenters nyhedsbrev og fandt udstillingen interessant både pga. den overordnende tematik samt byen Pafos udnævnelse til europæisk kulturhovedstad i 2017 sammen med Aarhus.

Ditte Lyngkær

Kenji Omori: “Laughter”, In the roof garden of Tobu building in Tokyo, original foto, (1956)

Japansk residency og projekt om latter

Det koncept kuratoren havde udviklet omkring traumer og terapi, synes jeg var en spændende ramme for et projekt, som jeg har arbejdet på længe, der hedder Laughter.” Ditte tænker tilbage og beretter om, hvordan Laughter projektet begyndte i Tokyo under et residency i 2001, hvor hun boede ved siden af en ældre kvinde, Yoshiko, der var tidligere engelsklærer og meget nysgerrig på verdenen.  Efter opholdet i Japan har Ditte holdt kontakten med Yoshiko både via håndskrevne breve og mail.

I 2009 besøgte Ditte sin veninde igen, og alt imens de kiggede på gamle fotos i Yoshikos hjem, fangede specielt ét foto Dittes opmærksomhed. Fotoet, der skildrer 5 unge japanere inklusiv Yoshiko selv, bærer titlen “Laughter”, In the roof garden of Tobu building in Tokyo in 1956. Efter en længere brevudveksling med Yoshiko bliver det klart for Ditte, at det er vanskeligt at finde frem til mere konkrete informationer omkring episoden, som udspiller sig i billedet, da fotografiet er fra efterkrigstiden - en periode, hvor Japan har mange traumer at helbrede. Dog afslører Yoshiko, at fotoet er instrueret af den senere anerkendte japanske fotograf Kenji Omori. Med inspiration fra det gådefulde foto går Ditte i 2010 i gang med at skabe nye fotografiske iscenesættelser af værket i forbindelse med personlige begivenheder, som hun i perioden 2010-2014 deltog i – både familiefester, julefrokoster og andre venskabelige møder. 

Dittes grundlæggende spørgsmål i sine mange bearbejdninger af fotografiet går på: Hvad vil det sige at udtrykke latter, og hvad gør det ved billedet og stemningen, at det er en ”fake”, iscenesat latter - både dengang og nu? Ditte forklarer, at latterterapi slet ikke er så dum en tanke, for når man faker latter, kickstarter det før eller siden rigtig latter: ”Med rekonstruktionerne har jeg haft lyst til at lave noget parallelt med brevudvekslingen for at holde liv i projektet. Jeg ville undersøge overgangen mellem det fake og det ægte, nostalgi og drømme.”

Ditte Lyngkær

Ditte Lyngkær Pedersen: “Christmas party in Berlin”, reenactment, (2010)

Nysgerrig og opsøgende

Ditte beretter, at hun fandt det opslåede Open Call i Aabkc’s nyhedsbrev meget interessant, men at hun manglede lidt ekstra info ang. deadlines m.m., hvilket gjorde, at hun greb computeren og mailede kurator Niki Loizidi personligt, inden hun sendte sin ansøgning. I mailen fotalte Ditte om sin interesse for udstillingens tematik og linkede derefter til sin hjemmeside.

Senere fik jeg så en mail fra Loizidi, hvori hun spurgte, om jeg ikke ville foreslå noget til udstillingen, fordi hun havde tjekket min hjemmeside ud og synes mit arbejde og mit CV var interessant. Det anså jeg som en meget positiv opfordring, og jeg synes det var super motiverende, at hun havde lavet så godt hjemmearbejde i forhold til mit arbejde.”

Ditte Lyngkær

Ditte Lyngkær Pedersen: ”Year Forms”, ståltråd og modellervoks, (2014)

Year Forms

Det andet værk, som Ditte bidrager med på udstillingen hedder Year Forms. Ifølge Ditte, symboliserer de forskellige synæstetiske opfattelser af årets gang. Hver figur viser et enkelt individs opfattelse af det tidsspecifikke men abstrakte begreb ”år”. Figurernes rå og skitse-agtige form skal ifølge Ditte blot understrege begrebets udefinérbare immaterialitet.

De fungerer også som mystiske, okkulte objekter på samme måde som de andre antikke objekter på det arkæologiske museum i Pafos – hvilke ligger til grund for hele udstillingskonceptet. Loizidi skriver, at hun med udstillingen ønsker at undersøge alternative former for helbredelse i en samtid med mange globale kriser.

Ditte Lyngkær

Ditte Lyngkær Pedersen: ”Year Forms”, ståltråd og modellervoks, (2014)

Nye relationer og en spændende rejse

På grund af museets store interesse for Dittes kunst og generelle åbenhed overfor hendes værkforslag har Ditte følt, at det har været en givtig arbejdsproces, da hun har kunnet udvikle sine værker efter egne ønsker. Samtidig beretter Ditte, at det har været en interessant men også udfordrende opgave at skulle udforme et projekt på geografisk afstand, men også at projektet skulle ligge klart defineret mere end 6 måneder før åbningen pga. museets udarbejdelse af formidlingsprogrammer til skoleklasser, rundvisning m.m.

Ditte fortæller, at hun glæder sig meget til at rejse til Cypern og at møde de mennesker, som hun har emailet med: ”Jeg glæder mig også til at se de andre kunstneres værker og opleve, hvordan kunstdiskursen er i deres kultur, og hvordan samtidskunsten er integreret på det arkæologiske museum.”

Opholdet og rejsen er betalt af museet, og derudover modtager Ditte et symbolsk honorar for at deltage i udstillingen. At Pafos udover at være en antik kulturby også er en attraktiv charterdestination, ligger Ditte ikke skjul på, og hun glæder sig til at tage hele familien med på kombineret arbejds- og familieferie i en uges tid. 

På grund af langdistance-korrespondancen mellem Ditte og museet er der endnu ikke blevet udviklet nogen nye venskaber, men Ditte håber, at dette kan ændre sig, når hun først møder dem alle i uge 41. ”Både kurator Loizidi, projektkoordinator og teknikere på museet har alle været meget venlige og professionelle”, smiler Ditte. ”Sidst men ikke mindst, er jeg også meget taknemmelig for, at Aarhus Kommunes kulturudviklingspulje har støttet min deltagelse i udstillingen.”

De to 2017 byer

I forhold til at de to byer Aarhus og Pafos deler titlen som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 tænker Ditte, at det internationale kultursamarbejde sagtens kunne udvikles yderligere mellem de to byer op til 2017: ”Det kunne da være rigtigt spændende og i den grad oplagt, når nu byerne står over for den samme opgave. Jeg tror heller ikke, at der er så mange i eksempelvis Aarhus, som er opmærksomme på, at vi ikke er alene om titlen.”

Ditte forestiller sig bl.a., at begge byers overordnede temaer ”Rethink” og ”Open Air Factory” sagtens kunne kombineres. Umiddelbart synes Ditte, at Pafos2017 tænker både stort og ambitiøst med tanke på, at de er en forholdsvis lille by med ca. 30.000 indbyggere: ”Eksempelvis har de allerede skabt et stort internationalt netværkk bl.a. med mig, og fået oprettet Ex-Artis.”
*

Fakta om Ditte Lyngkær Pedersen

Ditte er født i 1977 i Skanderborg og er pt. bosiddende i Aarhus. Hun er uddannet fra Malmø Kunstakademi i 2004 (MFA), og har siden 2004 udstillet på både nationalt og internationalt plan. I begyndelsen af 2014 modtog hun et projektstøttelegat fra Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje med fokus på udarbejdelsen af værker til den omtalte udstilling (Trauma and Therapy).

Ditte Lyngkær Pedersens hjemmeside: www.dittelyngkaerpedersen.com

Pafos2017’s hjemmeside: www.pafos2017.eu/en