Gå til hovedindhold

Open Call: Mesterlære i Storskala, ved Elle-Mie Ejdrup

Skrevet 24. aug 2023

Aarhus Billedkunstcenter (AaBKC) søger to billedkunstnere til at deltage i vores mesterlære-forløb i efteråret 2023

Forløbet ledes af Elle-Mie Ejdrup i regi af AaBKCs netværk for billedkunstnere i Region Midtjylland. Inspireret af tidligere tiders mesterlære, hvor man blev oplært i et håndværk, har AaBKC gennem tre år faciliteret tre mesterlære-forløb, hvor billedkunstnere tilbydes et intensivt læringsforløb hos en professionel billedkunstner. Forløbet vil fokusere på en udvikling af det kunstneriske arbejde i forhold til kunstnernes praksis i en tæt sparring med ’mesteren’. Mesterlæreforløbet med Elle-Mie Ejdrup er det tredje og sidste i rækken.

Forløbet Kunstprojekter i storskala giver en konceptuel og kunstnerisk tilgang til arbejdet med store projekter i landskaber eller bygninger. Igennem mesterlæreforløbet får ’lærlingene’ mulighed for at få vejledning i hvilke omstændeligheder og praktiske hensyn man skal være opmærksom på samt arbejdsmetoder, med fokus på at tilpasse og skalere praksis til fysisk store kontekster. Derved får lærlingene værktøjer til på sigt at kunne realisere deres kunstneriske idéer til konkrete projekter.

Under forløbet vil der også være plads til fælles diskussioner, hvor deltagerne i fællesskab kan udveksle deres kunstneriske idéer, erfaringer og udfordringer." Forløbet kan søges af to professionelle billedkunstnere med base i Midtjylland.

Vi foretrækker at deltagerne allerede har lidt erfaring med at arbejde med store formater eller har gjort sig overvejelser omkring hvordan deres praksis kan tilpasses. 

Mesterlære-forløbet vil primært finde sted Aarhus med researchbesøg på relevante lokationer.

Deltagerne skal være tilgængelige til gruppesessioner (15 timer i alt). Individuelle sessioner vil blive planlagt med Elle-Mie Ejdrup efter aftale (13 timer).

Det er gratis at deltage i forløbet, men man må påregne udgifter til forplejning og andet uforudset. Det er muligt for kunstnere med base uden for Aarhus at få dækket en del af deres rejseudgifter.

Udgifter til materialer er som udgangspunkt dækket.

Ansøgningen skal indeholde:

- Motivation (1000 tegn). Hvorfor vil du gerne deltage i mesterlære-forløbet? Hvordan kan det støtte din kunstneriske udvikling? Hvorfor ønsker du at arbejde med Kunstprojekter i storskala, og på hvilken måde? - CV (max 1 side) - 5 billeder af tidligere værker eller projekter

- Links til hjemmeside, sociale medier og/eller andre relevant online materiale

Send ansøgningen som PDF-fil til projektkoordinator@aabkc.dk senest d. 28. August kl. 12:00.

 

Aarhus Billedkunstcenters netværk for billedkunstnere i Region Midtjylland sigter mod at styrke Region Midtjylland som en kunstproducerende region. Initiativet skal synliggøre de kunstneriske initiativer, der blomstrer mange steder i regionen, understøtte ny kunstproduktion og aktiviteter i områderne, opkvalificere kunstfaglighederne blandt regionens kunstnere, skabe nye internationale arbejdsmuligheder og kontakter – og generelt arbejde for en kultur, hvor aktører og organisationer inden for billedkunst tænker netværksorienteret i Region Midt.