Gå til hovedindhold

OPEN CALL: Mesterlære i Kunstnerbøger, ved Lasse Krog Møller

Skrevet 05. dec 2022

Aarhus Billedkunstcenter (AaBKC) søger to billedkunstnere til at deltage i vores mesterlære-forløb i 2023

Forløbet ledes af Lasse Krog Møller i regi af AaBKCs netværk for billedkunstnere i Region Midtjylland. Inspireret af tidligere tiders mesterlære, hvor man blev oplært i et håndværk, faciliterer AaBKC i løbet af de kommende tre år tre mesterlære-forløb, hvor billedkunstnere tilbydes et intensivt læringsforløb hos en professionel billedkunstner. Forløbet vil fokusere på en udvikling af det kunstneriske arbejde i forhold til kunstnernes praksis i en tæt sparring med ’mesteren’.

Kunstnerbøger eller Artist’s Books er en yderst bred genre. De kan være monstrøse eller de kan være diminutive, de kan være simple eller umulige, de kan være ekstravagante eller ydmyge. Det kan være svært at definere præcis hvad der karakteriserer en kunstnerbog, udover at det først og fremmest er et kunstværk i bogform.. Måske kan man blot, med den amerikanske højsteretsdommer Potter Stewart, der i 1964 i forsøget på at definere hvad der kunne karakteriseres som utugtige pornografiske — og dermed ulovlige — værker, blot konstatere, “I know it when I see it”.

Forløbet tilbyder en både praktisk, konceptuel og kunstnerisk tilgang til arbejdet med Artist’s Books/Kunstnerbøger. Igennem mesterlæreforløbet får ’lærlingene’ mulighed for at få vejledning omkring både teoretiske og praktiske arbejdsmetoder, med fokus på realiseringen af konkrete værker.

Under forløbet vil der være plads til fælles faglige diskussioner, hvor deltagerne i fællesskab kan udveksle deres kunstneriske idéer, erfaringer og udfordringer, og måske derigennem at nærme sig en forståelse af kunstnerbogens muligheder og potentiale. Vi foretrækker at deltagerne i et eller andet omfang har lidt erfaring med og interesse i at arbejde med Artist’s Books/Kunstnerbøger.

Mesterlære-forløbet vil finde sted i Aarhus i første halvdel af 2023. Deltagerne skal være tilgængelige til gruppesessioner (15 timer i alt) og individuelle sessioner (13 timer).

Det er gratis at deltage i forløbet, men man må påregne udgifter til forplejning og andet uforudset. Det er muligt for kunstnere med base uden for Aarhus at få dækket en del af deres rejseudgifter.

Udgifter til materialer er som udgangspunkt dækket.

Ansøgningen skal indeholde:

- Motivation (1000 tegn). Hvorfor vil du gerne deltage i mesterlære-forløbet? Hvordan kan det støtte din kunstneriske udvikling? Hvorfor ønsker du at arbejde med Artist Books/Kunstnerbøger, og på hvilken måde? - CV (max 1 side) - 5 billeder af tidligere værker eller projekter

- Links til hjemmeside, sociale medier og/eller andre relevant online materiale

Send ansøgningen som PDF-fil til projektkoordinator@aabkc.dk senest d 16. December klokken 10.00

Lasse Krog Møller (født 1972) er er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2001 Udgangspunktet for en del af hans værker er arkiverings- og systematiseringsdiskurser. Han arbejder med installationer, objekter, fotos, tegning, tekst og bøger. Lasse Krog Møller modtog i 2013 Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Lasse Krog Møller er desuden kendt for sine kunstnerbøger, udgivet igennem forlaget Asterisk, hvis temaer spænder fra jordprøver fra et bestemt område til fotografier af alle Amagerbrogades frisørsaloner.

Aarhus Billedkunstcenters netværk for billedkunstnere i Region Midtjylland sigter mod at styrke Region Midtjylland som en kunstproducerende region. Initiativet skal synliggøre de kunstneriske initiativer, der blomstrer mange steder i regionen, understøtte ny kunstproduktion og aktiviteter i områderne, opkvalificere kunstfaglighederne blandt regionens kunstnere, skabe nye internationale arbejdsmuligheder og kontakter og generelt arbejde for en kultur, hvor aktører og organisationer inden for billedkunst tænker netværksorienteret i Region Midt.

Forløbet er støttet af Region Midtjyllands Kulturudviklingsmidler.