Åbent kick-off møde omkring Aarhus Kommunes Kulturpolitik for 2021-2024
Mandag d. 24. februar kl. 16.30-19.00 på Åbne Scene, Godsbanen
Aarhus Kommune inviterer alle interesserede til at høre spændende oplæg og deltage i en dialog med byens kulturpolitikere om vores næste kulturpolitik:
''Med et højt ambitionsniveau er kulturområdet rykket ind på hovedscenen. I Aarhus har vi et blomstrende og mangfoldigt kulturliv, og vi ser, hvordan kunsten og kulturen i stigende grad bliver bragt i spil til at gentænke morgendagens udfordringer.
Gennem de seneste mange år har mange mennesker arbejdet sammen og bragt kultur ind i hjertet af byens udvikling. Kulturhovedstadsåret 2017 var et magisk år, hvor store ambitioner blev indfriet, Aarhus kom på verdenskortet og vi fik etableret mange nye og gode samarbejder både lokalt, regionalt og internationalt.
Når vi nu står over for den næste kulturpolitik, gør vi det derfor på skuldrene af en kæmpe præstation, hvor der blev sat turbo på kulturudviklingen, hvilket også medførte fokus på kulturens samfundsmæssige betydning.
De globale udfordringer, vi som personer, by og samfund står overfor, er mere presserende end nogensinde. Det er udfordringer, der påvirker os alle, og som skal løses globalt og i partnerskaber. Kunst og kultur spiller en væsentlig rolle i at det lykkes.
Ambitionerne er høje og mulighederne mange."
Du kan læse mere her.