Gå til hovedindhold

Alex Mørch og Mikkel Høgh Kaldal er valgt til mesterlæreforløb

Skrevet 07. sep 2023

Aarhus Billedkunstcenter har i samarbejde med Elle-Mie Ejdrup valgt to kvalificerede billedkunstnere til at deltage i vores mesterlære-forløb om Kunstprojekter i storskala. De to kunstnere, Alex Mørch og Mikkel Høgh Kaldal er valgt på baggrund af deres kunstfaglige kvalifikationer og åbenhed i forhold til at lade mestelæreforløbet indvirke på og bringe deres praksisser nye steder hen.

Alex Mørch er en interdisciplinær kunstner, der arbejder med lyd i form af immersive installationer, lys, digitale og performative værker. Mørchs arbejde forholder sig til den kontekst de udfolder sig i, både offentlige rum, udstillingsrum, spillesteder og websites. Alex Mørch fortæller: ”Mine ambitioner overstiger ofte de givne rammer for et projekt, hvorfor jeg har fået blod på tanden til at starte projekter selv helt fra bunden.” Alex Mørch er uddannet i elektronisk komposition fra Dansk Institut for Elektronisk Musik (DIEM) ved Det Jyske Musik Konservatorium.

Mikkel Høgh Kaldal arbejder primært med fotografi, maleri og tekst, hvor arbejdet med lys, er en væsentlig del af fotografiet, der kan påvirke og skabe rum. Kaldals tilgang til arbejdet med rum er som steder der opbevarer minder, men ønsker at udfordre rummet mere rummeligt og kropsligt. Med mesterlæreforløbet ønsker Mikkel Høgh Kaldal at han: ”kan udfordre mig selv og for at kunne få værktøjer til at i fremtiden ikke være bange for at springe ud i at arbejde i større formater og større tanker.” Mikkel Høgh Kaldal er uddannet på Det Jyske Kunstakademi.


Forløbet ledes af Elle-Mie Ejdrup i forbindelse med AaBKCs netværk for billedkunstnere i Region Midtjylland og vil fokusere på en udvikling af det kunstneriske arbejde i forhold til de to kunstneres praksis. Igennem mesterlæreforløbet får de to kunstnere, Alex Mørch og Mikkel Høgh Kaldal, mulighed for at få vejledning omkring konceptuelle overvejelser og arbejdsmetode i relation til storskala kunstprojekter.

 

Foto: Jens Peter Engedal
Foto: Mikkel Høgh Kaldal