Gå til hovedindhold

AaBKC Social hos Kunstkiosk44 på Samsø

Skrevet 19. sep 2022

Onsdag 21. september, kl. 10.00

Kom til Aabkc Social på Samsø og få mulighed for at møde billedkunstner Tanja Nellemann Kruse, der tidligere i år åbnede Kunstkiosk44 i en gammel slagterbutik på Samsø. Kunstkiosk44 viser skiftende udstillinger med multiples og forhandler kunst i oplag på omkring ca. 3-20 stk. af hvert værk. Ambitionen er at holde priserne på et leje, hvor de fleste kan være med, og have råd til at købe et godt værk.

Hør mere om Kunstkiosken og planerne for det tilstødende mini-slagteri til denne Social, hvor du over en kop kaffe og lidt morgenbrød kan hilse på Tanja og andre Samsøbaserede kunstnere.

Tanja har siden endt uddannelse på Det Jyske Kunstakademi i 2001 arbejdet som udøvende billedkunstner. Hun har udstillet, i ind og udland, skabt midlertidig kunst i det offentlige rum i samarbejde med flere typer borgergrupper, lavet udsmykninger og undervist. Tanja har også stået i spidsen for flere udstillinger på KH7artspace, et kunstnerdrevet sted i Aarhus, hvor hun bl.a. har inviteret andre kunstnere til at deltage og har ligeledes været med i rum46 i en 12 årig periode.

Aktuelt har hun i samarbejde med KMÆ (Kunsthal for maritim æstetik) og Kamilla Jørgensen kurateret udstillingen JORDtegn en udstilling om sprog og natur.

Denne Social er støttet af Region Midtjyllands Kulturudviklingsmidler.

Hvis du kommer med færgen fra Aarhus kl. 09.30 i Sælvighavn, så skriv til projektkoordinator@aabkc.dk, så kan vi prøve at skaffe et lift.

Kunstkiosk 44
Brundby Hovedgade 44
8305 Samsø
tlf.: 31364676