Kunstruten

   

KUNSTRUTEN er en del af Aarhus Billedkunstcenters store byrumsprojekt Fra Godsbanen til Gellerupsom agter at sammenbinde byudvikling, kunst, mangfoldighed og borgerinddragelse for at bidrage til skabelsen af en mere sammenhængende by frem mod Aarhus som kulturhovedstad 2017. 

Kunstruten udføres i samarbejde med Sigrids Stue og den lokale billedkunstner og underviser Joaquin Zaragoza. Joaquin Zaragoza har blandt andet arbejdet med børn i alderen 6-19 år på Aarhus Billed- og Medieskole ved siden af sit arbejde som kunstner. Joaquin kommer oprindelig fra Spanien, blev uddannet fra det Jyske Kunstakademi i 2006 og har siden arbejdet som professionel billedkunstner.

 

OM KUNSTRUTEN:

Helt præcist er Kunstruten en fysisk rute, der er ca. 9 km lang og vil komme til at strække sig fra Godsbanen ned omkring Brabrand stien og op igen til Gellerup Parken. Kunstruten handler om, at børn skal udfolde sig kreativt og tage aktivt del i de rum, som findes i byen. Joaquin har arbejdet med et værkstedshold på Godsbanen i alderen 8-13 og et hold i Tousgaardsladen i Gellerup i alderen 6-13. Joaquin og børnene har i over et halvt år indtil april 2014 arbejdet med forskellige materialer og temaer. De har tegnet, malet, klippet, klistret og arbejdet med gips, fotos og kort samt meget mere.I Kunstrutens tre uger lange åbningstid fra søndag d. 11. maj kl. 10.00 til og med tirsdag d. 10. juni vil byens borgere få mulighed for at gå, løbe, cykle ruten og opleve børnenes kreationer undervejs. I den tid hvor Kunstruten har ”udstillingsåbent” vil der på udvalgte datoer være adgang til miniworkshops for befolkningen (primært for børn) på forskellige platforme som eks. Sigrids stue, Gellerup bibliotek, grønt udendørsareal v. Gellerup Parken, Godsbanens tekstilværksted. Tanken er ligeledes, at ruten skal give folk en grund til at bevæge sig til den modsatte bydel, og at de to dele på den måde vil blive bundet sammen både fysisk og mentalt. Kunstruten skal appellere til folks nysgerrighed, så de får indblik i nye steder i byen og oplever den mangfoldighed, som byen kulturelt og kunstnerisk kan byde på.

 

Fuldt Program for Kunstruten klik her: http://aabkc.dk/page/program-kunstruten

 

Her kan du se et kort over ruten

Alle børnenes kreationer og de forskellige miniworkshops for børn er markeret med et punkt og et tal på kortet

 

Den 1. maj 2014 lavede Godsbanens journalist Eva Lisby et fint interview omkring Kunstruten med Joaquin Zaragoza samt Mai Grundfør Richter og Helene Bach Madsen, to af de faste deltagere på Godsbanens værkstedshold gennem det sidste halve år. Du kan læse hele interviewet via linket her samt høre en lydfil med interviewet. 

I interviewet fortæller Joaquin blandt andet: "Det startede med en tanke om at forbi to forskellige steder – Godsbanen og Gellerup og danne en form for forbindelse mellem de to steder, så der kunne opstå et flow eller en kulturel forbindelse mellem dem. Børnene har arbejdet med deres tanker om deres nærmiljø, og hvad de godt kunne tænke sig af forandringer i forbindelse med begge områders nye kommunale helhedsplaner. De to grupper af børn i hhv. Gellerup og på Godsbanen har arbejdet på to vidt forskellige måder. På Godsbanen har værkstedsholdet været mere konsekvent, da de er kommet hver onsdag til værkstedet. Her har forældrene bakket meget op om projektet. I Gellerup har det været mere et åbent værksted, hvor børnene selv fandt hen, hvis de havde lyst den pågældende fredag."

Mai og Helene fortæller blandt andet, at de synes, de har fået mange nye venner på holdet på trods af forskellig alder og skoler. De håber desuden, at de kommer til at møde børnene fra værkstedsholdet i Gellerup, så de kan få sat ansigt på den anden halvdel af medskaberne af Kunstruten.

 

#kunstruten2014 Instagram LIVE fra kunstruten

(Tag dine egne billeder på instagram og se dem her)

Kunstruten er støttet af: 

RUNE KILDEN A/S