Gå til hovedindhold

Når matematik, sprog og det visuelle går op i en højere enhed

Skrevet 10. okt 2015

Interview med billedkunstner Jacob Juhl

Af Linda Ankerstjerne Jørgensen

Fra den 24. januar udstiller den østjyske billedkunstner Jacob Juhl på Galerie Martin Mertens i Berlin sammen med den tyske billedkunstner Kai Mailänder. Gennem Juhls eget netværk og grundet gensidig begejstring for hinandens værker har de to kunstnere arrangeret en duo-udstilling. Juhl har i forbindelse med sin åbning af udstillingen fået tildelt et 4-ugers artist-in-residence i Berlin gennem den nye residence-ordning TækkerAIRBerlin, der bl.a. er arrangeret i et samarbejde mellem Aarhus Billedkunstcenter og det århusianske ejendomsfirma Tækker Groups. I løbet af sit ophold vil Juhl bruge tid på at opsætte sin aktuelle udstilling, Fibonacci + 1, samt udvikle nye værker i forlængelse af denne værkseries tematik, hvor en række opsatte regler er gennemgående.

Reglerne
I forlængelse af Juhls tidligere udstilling Draw I Align på Galleri Pi i Kbh. i 2014 har Juhl med sin aktuelle udstilling i Berlin valgt at videreudvikle sine idéer omkring at opsætte en række dogmer for sig selv under hele arbejdsprocessen. Hvert enkelt værk i Fibonacci + 1 er blevet til ud fra Juhls tanke om en fælles arvemasse, der går igen i alle værker og således samler dem. Seriens titel Fibonacci + 1 trækker på en stor, historisk referenceramme både inden for naturvidenskaben og kunsten. I interviewet kommer Juhl bl.a. ind på, hvorfor han har valgt denne titel, og hvordan han forholder sig til det historiske.

Matematik som naturens sprog
Efter at have undersøgt Juhls kunstneriske virke lidt nærmere, står det klart at han er grundlæggende fascineret af matematikken generelt. Jeg starter derfor med at spørge til, hvorfor?

Matematik er et sprog, der er lige så grundlæggende for vores forståelse af verden som verbalsproget. Matematikken bruges på tværs af alle naturvidenskaberne, og er derfor helt fundamentalt for vores udvikling som mennesker - uden matematikken var der ingen pyramider, dampmaskiner eller computere. Vi har alle en dagligdags omgang med matematikken i form af statistik, bageopskrifter, den daglige økonomi osv. Derudover er der den avancerede matematik, som kun en meget lille del af befolkningen forstår, men som kan være både smuk og kreativt udført”.

Juhl fortæller, at nogle videnskabsfolk hævder, at “Gud er matematiker” eller “matematik er naturens sprog”, men ifølge Juhl, er det er lidt af en filosofisk kortslutning, eftersom matematikken er konstrueret af mennesket, som en forlængelse af vores bevidste omgang med verden omkring os. Ligesom verbalsproget hænger matematikken OG billedsproget tæt sammen med vores bevidsthed, og vores måde at være bevidste væsner i verden på”.

Fibonacci fascinationen
Da jeg spørger til, hvad det lige præcist er, der fascinerer ham ved Fibonacci-sekvensen svarer Juhl: Den er fascinerende, fordi den er uhyre simpelt opbygget, men alligevel indeholder kimen til noget uendeligt komplekst, ligesom vores DNA-strenge, der er mikroskopiske, men faktisk indeholder kimen til et helt menneske. Derudover har talsekvensen og dens sammenhæng med det gyldne snit fået mytisk status, og er blevet taget til indtægt for alt muligt spirituelt og guddommeligt hokuspokus, så der er også en interessant historisk vinkel”.

Tallet 26 og det engelske sprog
Udover at gøre brug af Fibonacci-sekvensen gør Juhl brug af andre opsatte regler såsom tallet 26. Der er eksempelvis 26 tegn inkl. mellemrum og tegnsætning i hver enkel titel på værkerne, fx i værktitlen: Linear division procedures. Jeg spørger til, hvorfor tallet ”26”?

Det skyldes flere ting, svarer Juhl. For nogle år siden baksede jeg meget med titler til mine værker, og syntes ofte jeg kom til kort. Mine titler blev for intetsigende eller alt for beskrivende, og jeg manglede en ny tilgang. Så opfandt jeg 26-tegns-reglen, som jeg stadig bruger: mine titler er på engelsk, og det engelske alfabet indeholder 26 bogstaver. Med disse 26 tegn kan du både skrive Shakespeares samlede værker og de mest profane uhyrligheder, m.a.o. de 26 tegn er en container for ALT, hvad der kan siges med det engelske skriftsprog. Derfor bestemte jeg mig for, at mine titler skal indeholde præcis 26 tegn”.

Stramme regler genererer opfindsomhed
Derudover er Juhl fascineret og inspireret af danske systemdigtere, såsom Per Højholt, Hans-Jørgen Nielsen, Inger Christensen m.fl. Juhl forklarer, at ved at opsætte stramme regler for sig selv, opstår der faktisk stor inspiration og opfindsomhed på trods af, at mange nok vil finde regler rigide.

Juhls egen talsekvens
Da jeg spørger ind til, hvad det lille “+ 1” i seriens titel betyder, forklarer Juhl, at det hele startede med, at han i sin udstilling gerne ville tage udgangspunkt i Fibonacci-sekvensen og det gyldne snit, men at han også ville lave sin egen talsekvens. ”Så jeg fandt på Fibonacci + 1; altså min talrække starter med “1+1”, hvor Fibonaccis starter med “1”. Min talrække har samme egenskaber som Fibonaccis og samme sammenhæng med det gyldne snit osv., men selve tallene er anderledes.

En højere enhed
”Da jeg så fik lavet denne talrække, dukkede tallet 26 op igen. En finurlig tilfældighed, eller et guddommeligt forsyn? Det er naturligvis tilfældigt, men jeg kan sagtens se, hvordan man kan forfalde til at tro på en eller anden overordnet sammenhæng, når tallene pludselig “falder i hak”, så at sige. Men tallet blev alligevel vigtigt, fordi det har udstukket en retning for mit arbejde. “26” bliver et krydsfelt mellem matematikkens sprog og verbalsproget, i kraft af de 26 tegn osv. Og når jeg samtidig bruger alle disse tal og regler til æstetiske beslutninger, sker der en sammensmeltning af de tre menneskelige sprog - matematikken, verbalsproget og det visuelle sprog. Det tror jeg også bliver en markør for mine fremtidige projekter. I denne udstilling har mange af tallene fra min egen talrække endvidere bestemt størrelsen på værkerne, afstande til rammer, afstande mellem værker i ophængningen osv., det er meget nørdet!

Mere end en ren, matematisk komposition
Juhl har tidligere fortalt i et interview til Magasinet Kunst, at han ikke kun ønsker ren komposition, på trods af at de fotograferede motiver træder i baggrunden for den kompositoriske opsætning af systemer og regler. Der skal også være plads til den umiddelbare æstetiske perception hos beskueren uden om reglerne og matematikken.

Mit mål er ikke at skabe konceptuelle værker, der kræver en manual for at man kan nærme sig dem. Mine værker skal kunne tilgås alene på deres æstetiske kvaliteter, de skal være umiddelbare. Derudover skal der være noget “kød” på dem, så der er en masse at gå på opdagelse i, hvis man vil gå dybere end den ydre æstetik. Min udfordring er altså at skabe æstetisk interessante værker på trods af de mange regler, og det tænder mig!

Det gyldne snit” – overdrivelse fremmer forståelsen
Inden for kunsthistorien bruges ”det gyldne snit” som et kompositorisk greb til at skabe såkaldt ”guddommelige” proportioner visuelt set, og det hævdes af mange teoretikere, at især renæssancens store malere såsom Leonardo Da Vinci benyttede sig af dette. Eftersom Juhl gennemgående gør brug af dette kompositorisk greb, kan jeg ikke lade være med at spørge til, om værkerne således alle har opnået en form for guddommelighed set med kunsthistoriske briller. Jeg spørger Juhl, om det guddommelige og harmoniske kan skabes udelukkende ved at følge et matematisk regelsæt?

Nej! Der er faktisk intet videnskabeligt belæg for, at Da Vinci brugte det gyldne snit. Heller ikke at det blev brugt på pyramiderne, Parthenon, eller de fleste andre steder, som kreative kunsthistorikere har hævdet. Det er en tilsnigelse, og hvis man leder længe nok og måler lidt kreativt, kan man finde det gyldne snit alle steder, også på et fjernsyn eller en bil. Det betyder ikke, at producenterne af disse bevidst har brugt det gyldne snit dér. Der er heller intet psykologisk belæg for, at det gyldne rektangel synes mere harmonisk for mennesker end andre rektangler. Når jeg bruger det gyldne snit i overdreven grad, vrider jeg teorien, så den på en måde bliver tømt for betydning. Min udstilling burde være den mest guddommelige udstilling nogensinde, fordi jeg nok er den kunstner, der har brugt det gyldne snit mest gennemført, i netop disse værker! Men mine billeder havde nok ikke været mere eller mindre smukke eller harmoniske, hvis jeg havde brugt et andet kompositionsprincip”.

Teoriens begrænsninger i virkeligheden
Det er her “+1” fra titlen kommer ind - hvad er der tilbage, når teorien har forklaret sig udtømmende om naturen? Jeg har taget teorien og proppet al æstetisk skabelse ind i den, og alligevel er der en masse ting, der ikke passer. Der sker noget uforudsigeligt i det øjeblik, at teorien materialiseres, hvordan materialer opfører sig, hvordan linjer arter sig, når de ses gennem et kamera, og når de printes osv. En matematisk linje er ren teori, sådanne linjer findes ikke i virkeligheden. Matematikken og naturvidenskaben er tilnærmelser, en måde at forstå verden omkring os på. Men vi kan kun tilnærme os, vores biologi og fatteevne begrænser os, der vil altid være noget vi ikke kan forklare, en lille rest, “+1”.

Fra repræsentativt til præsentativt
Juhls fotograferede motiver synes uvæsentlige for ham. Juhl fortæller, at det er lige meget, om motivet er en grøn græsplæne, undersiden af et IKEA bord eller en husmur. Derimod synes selve værkets materielle og stoflige karakter at spille en væsentlig rolle, hvilket ses i Juhls valg af print på groft og mat papir og på genbrugspap. Jeg spørger til, hvorfor stofligheden er så vigtig for ham at få frem i værkerne?

”Fotografiet er en tilnærmelse til virkeligheden, ligesom naturvidenskaben, fotografiet er repræsentativt, og det synes jeg ikke er særligt interessant at beskæftige sig med, rent kunstnerisk. Mine fotos er en slags uskyldige ofre for mine regler, jeg starter med at vælge, hvordan jeg vil fotografere, og tager nogle skabeloner med ud på foto-jagt, og så skal virkeligheden mases ind i de skabeloner. Så er fotoets motiv pludselig irrelevant for kunstværket, men samtidig kan man jo godt se, hvad det forestiller, så der opstår en dobbeltbetydning. Kritikeren Max Imdahl talte om forskellen mellem genkendelsens blik og det seende blik - denne forskel kommer i spil, når jeg bruger fotoet, som jeg gør. Når jeg så printer mine fotos på stoflige materialer som en gammel papkasse, kommer der en yderligere dimension, det taktile. Så bliver fotografiet tre-dimensionelt, det bliver et objekt, noget virkeligt i sig selv, og ikke bare repræsentativt. Der er ikke noget mere virkeligt end et stykke brunt pap! Så er jeg jo også æstetiker, jeg vil gerne give mine værker den der umiddelbarhed, noget æstetisk guf, og der bliver fotografiet bare mere levende, når det får fysisk struktur”.