Stillingsopslag: Aarhus Billedkunstcenter søger projekt- og netværkskoordinator

Vil du udvide dit netværk på den aarhusianske kunstscene og samarbejde tæt med byens kunstnere? Så er en midlertidig ansættelse i løntilskud på Aarhus Billedkunstcenter et godt sted at starte.

På Aarhus Billedkunstcenter (AaBKC) søger vi en ny kollega – kunsthistoriker/kunstner/kulturformidler – i offentligt løntilskud til efteråret/vinteren 2017 (ønsket start: 1. september).

De primære arbejdsopgaver vil bestå i koordinering af netværksmøder og assistance i forbindelse med lederens daglige arbejde. Vi afholder månedlige netværksarrangementer for byens billedkunstnere, kunsthistorikere og andre interesserede. Du vil få ansvar for at koordinere de møder, vi har planlagt i efteråret/vinteren 2017. Herudover vil du, alt efter interesse og kompetencer, blive involveret i AaBKCs daglige arbejde med rådgivning og sparring med billedkunstnere, udvikling og formidling af centerets aktiviteter og dialog med resten af Aarhus' kunstmiljø – samt få mulighed for at dykke ned i områder, der særligt interesserer dig, inden for vores virke.

Det er en stor fordel, at du er selvstændig, gerne vil have ansvar og er idérig – for vi er et lille team, hvor du får mulighed for at præge vores arbejde, bruge dine kompetencer og få nye kvalifikationer til CV'et. Gode formidlingsevner – både skriftligt og mundtligt, viden om sociale medier, hjemmesideredigering, fondsansøgning og en manglende frygt for administrativt arbejde er også en stor fordel.

Send en ansøgning og dit CV til: leder@aabkc.dk - senest 1. august 2017.
NB: Det er et stort plus, hvis du har lavet lidt research på vores arbejde, arrangementer og aktiviteter, og kan formidle, hvordan du ser dig selv og din faglighed i spil hos os i din ansøgning.