Byens åbne Værksteder på Godsbanen

Store projektrum på Godsbanen - Perron 3

Projektrum på Godsbanen - til større kunstneriske produktionsprojekter!

I perioden 1/7 2015 til 31/12 2015 er Perron 3 åben for udlejning efter først til mølle princippet:

Maksimal udleje er en måned.
Først til mølleprincippet er gældende – alle kan leje lokalet og der foretages ingen udvælgelsesproces.

Læs mere om hvordan du kan søge her og læs mere om Perron 3 her.

Små projektrum på Godsbanen - Spor 1-6

På Godsbanen kan man ligeledes ansøge om at leje små projektrum. Der er 6 stk og ansøgningsfrister er 1. februar og 1. september. Læs mere om priser og lokaler her.

Åbne Værksteder på Godsbanen

På godsbanen finder du forskellige kunstfaglige værksteder, som du kan benytte til produktion af værker. Medarbejderne hjælper gerne til med at løse problemstillinger i forhold til produktionen. Værkstederne kan benyttes af professionelle såvel som amatører.

Læs mere på Godsbanens Hjemmeside.

Dagskort: 30 kr.
Månedskort: 100 kr.
Årskort: 600 kr

Grafisk kopi & print
I det grafiske værksted kan du fremstille brochurer, flyers, blade, bøger, plakater og der kan brændes og printes på DVD/ CD-ROM. Værkstedet består af: IT-afdeling, kopicenter, storformatafdeling og efterbehandlingsafdeling.

Formværksted
Formværkstedet giver mulighed for at arbejde med form, skulptur og design i forskellige materialer. Der er et særskilt gips/beton-værksted med mulighed for at lave forme. Der er elektriske drejeskiver, gulvkavaletter, sprøjtekabine til glasering og tre keramiske ovne på 400 L, 180 L og 100 L. Værkstedet råder over glasurer, begitninger og sinterbegitninger - ligesom der er mulighed for at lave print på glas og keramik.

Tekstil- og serigrafiværksted
Serigrafisk arbejde kan udføres på fx papir, træ eller plexiglas, og der kan laves print på glas og keramik. Til print på tekstiler bruges pigment- eller reaktive farver. Der er også mulighed for at arbejde med indfarvning og transfertryk. Værkstedet råder over et 7,5 m langt trykbord, en trykkarrusel, transferpresse samt et mindre trykbord med sug. Du kan leje trykrammer både til papir og tekstil.

Sy- og læderværksted
I syværkstedet findes almindelige symaskiner samt en enkelt overlocker. Derudover findes forskelligt værktøj til symæssig brug samt få grundmaterialer. På læderværkstedet finder du værktøj til mindre læderarbejde. Der er trykknapper, mulighed for at lave betrukne knapper og sætte snørreringe, sejlringe og nitter i diverse materialer

Træværksted
I værkstedet er der maskiner som: båndsav, rundsav, afretter, tykkelseshøvl, drejebænke, båndpudser, gerringsklipper, billedrammesamler og diverse håndværktøjer. Der er ligeledes alle gængse træmaterialer. I værkstedet er de vant til at samarbejde med kunstnere og hjælper gerne til. Medarbejderne udfører også bestillingsarbejde som konstruktion af billedrammer, podier mv.

Metalværksted
Værkstedet giver mulighed for at lodde og for at svejse med CO2 og TIG svejse i rustfast og aluminium samt anvende gas og ilt til svejsning og skæring. Der er en metaldrejebænk, fræser og en maskinsaks, der kan klippe i op til 7 mm jernplade samt maskiner som plade– og rørbukker, bænksliber og værktøj til gevindskæring. Værkstedet lagerfører en mængde profiler og plader i jern, aluminium, rustfast stål og messing.

Multiværkstedet
Værkstedet råder, fra slutningen af september, over en lasercutter. Med  lasercutteren er det muligt at skære i et utal af materialer som stål (max 3 mm.), træ (max 24 mm.) og plexiglas (max 24 mm.) mv. Det er desuden muligt at gravere billeder ned i bløde materialer som træ og linolium på 0,5 centimeters dybde eller at gravere i hårde overflader af metal, marmor, glas og lignende.

Fotografi/mørkekammer
Forening, som har etableret et brugerdrevent fotoværksted med mørkekammer og fotostudie på Godsbanen. De arbejder på at skabe et miljø, der sætter fokus på netværk, vidensdeling og dialog om fotografi i Aarhus.

Aarhus Filmværksted
I filmværkstedet er det muligt at arbejde med topprofessionelt udstyr i formaterne HD-Cam og DVC-Pro HD på optagesiden, og klippeprogrammet Final Cut Pro i de fire klipperum. Der rådes over professionelt lys- og lydudstyr. Filmværkstedet har en fast støtteordning, som skal ansøges på forhånd inden for en af kategorierne: Fiktionsfilm, dokumentarfilm eller kunstrelaterede projekter.

 

Kort over Godsbanen

>> klik for at downloade et kort over Godsbanen

Værksteder