App gallery
Hvorfor et App Gallery?
Aarhus Billedkunstcenter (Aabkc) arrangerede i efteråret 2012 en kunstnerworkshop i samarbejde med CAVI, hvor Morten Lervig og Søren Pold præsenterede mulighederne i at bruge apps som et kunstnerisk redskab. Der findes hverken på App Store eller Google Play en kategori, der hedder "Kunst", og det kan derfor være svært at navigere i dette felt eller se mulighederne i at bruge apps som udtryksform. De deltagende billedkunstnere udtrykte, at det ville hjælpe, hvis der fandtes en portal, der samlede dem.
Derfor har vores praktikant Rebecca Aviaaja Stevn udviklet denne App Gallery side hvor hun nøje har udvalgt omtrent 40 kunstapps, der er både interessante og af høj kvalitativt niveau. Aabkc opdaterer udvalget løbende for at tilbyde kunstnere og kunstinteresserede de bedste apps på markedet. Der bliver skelnet mellem, om disse apps er udviklet med henblik på brugerens deltagelse og underholdning (altså som et spil) eller om det har været en udforskning af mediet. Det er gennemgående for apps generelt, at de er interaktive og at de ikke kun er "display only"/"zero-player" og mange af disse apps vil ligge i et krydsfelt mellem spil og kunstværk. Hvad skal der ske? Aarhus Billedkunstcenter lancerede den nye online App Gallery i Foyeren på Godsbanen den 21. marts hvor app udviklere Signe Klejs og Jacob Tækker præsenterede deres apps, henholdsvis Breathless Moment og Man in a Box.








