Et besøg på Kulturmødet på Mors

Den 24. august havde vi i samarbejde med BKF samlet en busfuld og kørte til dette års Kulturmøde på Mors. Kulturmødet er et arrangement, hvor kulturen bliver debatteret af kulturaktører, både udøvende kunstnere, repræsentanter for institutioner og politikere over 48 timer, kombineret med en festival, hvor man kan opleve kunst og kultur. Aarhus Billedkunstcenter (AaBKC) deltager, ligesom BKF, hvert år i Kulturmødet, som deltager, medarrangør af debatter, programpunkter til festivalen eller som i år ved, sammen med BKF, at arrangere en fælles bustransport til Mors.
Busturen gjorde det nemmere og billigere for billedkunstnere at komme til Mors og deltage i mødet. Bussen kørte fra Aarhus fredag morgen og hjem igen samme aften, og busturen var en fin mulighed for at snakke sammen om kunst og kultur - men også bare til at lade op til Kulturmødet. Vi havde ikke arrangeret et fælles program under Kulturmødet, men Mors er en lille by, så vi mødte ofte hinanden i løbet af dagen. Hos AaBKC havde nogle fra kontoret ikke oplevet kulturmødet før, og fandt debatterne mere relevante end forventet, stemningen behagelig og turen udbytterig.

Kulturmødet er et væsentligt forum at deltage i som billedkunstner - både med lyttelapperne ude og aktivt i debatterne, hvis man har lyst. De store diskussioner om, hvordan vi værdsætter kunstnerens arbejde og får kunsten og kulturen tilbage i den almene dannelse er på plakaten. Formen på kulturmødet er meget afslappet og man kan let komme i snak med en repræsentant for Akademiraadet, formanden for Statens Kunstfond eller forkvinden for UKK. Vidste man ikke lige ved hvor man skal gå hen, kan man altid gå forbi BKFs container. Containeren er scene for BKFs debatter og var i år udsmykket af billedkunstner Billie Maya Johansen. Her kunne man møde kolleger og høre bl.a. Søren Taaning, Nis Rømer, Simone Åberg Kærn, Gitte Ørskou og mange flere i samtale.

På Aarhus Billedkunstcenter modtager vi gerne ideer til, hvordan vi kan være med til at skubbe til de vigtige debatter på Kulturmødet og hvordan vi kan være med til at gøre det relevant for flere billedkunstnere at deltage i mødet. Vi er allerede nu i tænkeboksen i forhold til næste års kulturmøde.

Udklip fra debat på Kulturmødet 2018

Debatten ‘The role of arts in local processes of change’ mellem Michael Bojesen, Formand for Statens Kunstfond, Laura Dyer, Deputy Chief Executive ‘Places and Engagement’ Arts Council England, Søren Taaning, Formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for billedkunst og Mette Bock, Kulturminister.

Debatten tog udgangspunkt i et oplæg fra Laura Dyer, hvor hun præsenterede ‘creative people and places fund’, en fond under Arts Council England, der støtter initiativer og programmer, der giver mennesker muligheden for at møde kunsten i de områder af England, der ofte bliver glemt. Med visionen om, at kunsten er med til at ændre samfundet, og at alle har ret til kunstneriske oplevelser og til at blive inspireret af kunsten, inviterer de grupper, med deltagelse af lokale beboere til at søge om midler. Programmerne skal være udviklet sammen med de lokale, så de møder kunsten i deres hverdag og selv er medbestemmende i forhold til, hvilken kunst de møder. 37 mio. pund er indtil videre investeret i puljen.
Det er ikke et parti-politisk projekt, hvor kunsten spændes for en vogn og hvor satellitter fra storbyen sendes ind kortvarigt for at ‘udvikle udkantsområder’. Det er et forsøg på at skabe kulturel lighed, at vise, at kunsten er for alle, hvis vi møder den rigtigt, under de rigtige forudsætninger. Panelet diskuterede også forskellen på kunstoplevelsen som en individuel oplevelse og som noget, vi skaber sammen. Hvor kunsten ikke er et forbrugsgode for de rige (kulturforbrugere), men en fælles oplevelse, der kan ændre samfundet. Fortællingerne om de faktiske programmer var der ikke plads til under debatten, men visionerne var store.

I Danmark lever kunstprojekter uden for de større byer ofte kun i kortere tid og skabes ikke altid med samme idé om lokal samskabelse, som i England. Det ses dog fx i Skulpturlandsby Selde, hvordan en længerevarende tilstedeværelse og et dybt samarbejde med byens beboere er med til at skabe kunstoplevelser for og med de lokale, hvor kunsten helt konkret er med til at ændre samfundet. Programmerne under ‘creative people and places fund’ kører over mange år, i et helt andet tidsperspektiv, og får støtte til netop at forankre programmerne dybt over tid.

Se mere her…
http://www.creativepeopleplaces.org.uk/
https://www.artscouncil.org.uk/funding/creative-people-and-places-fund
https://www.visitskive.dk/skulpturlandsby-selde-gdk1087061